Ros fra Team Danmark til ishockeykvinderne

Team Danmark-direktør Michael Andersen er imponeret over de danske ishockeykvinders resultater i OL-kvalen.

Ros fra Team Danmark til ishockeykvinderne

Det var kun lige ved og næsten for det kvindelige ishockeylandshold, der med et 0-5-nederlag til Japan søndag lige præcis gik glip af en tur til OL i russiske Sochi næste år.

Men indsatsen i kvalifikationsturneringen i slovakiske Poprad er ikke gået ubemærket hen.

Blandt andet har Team Danmarks direktør, Michael Andersen, lagt mærke til indsatsen i turneringen, hvor danskerne besejrede Slovakiet og Norge.

- Kvinderne har været en positiv overraskelse. Det er flot at slå nummer syv og 10 i verden. Det havde jeg ikke forventet, og det lover godt for fremtiden, siger Andersen.

Det er ham, der sidder på Team Danmarks pengekasse, men der følger dog ikke en check med de pæne ord.

- Hvis de havde kvalificeret sig til OL, ville vi gerne have bidraget til, at de fik de bedst mulige forberedelser det kommende år.

- Men vi har ikke umiddelbart flere støttekroner på vej. Kvinderne ligger lige nu i tredjebedste VM-lag, og vi støtter som udgangspunkt kun hold, der er med i verdenstoppen.

- Det vil kræve, at de rykker op i A-gruppen eller har potentiale til det. De kommende år vise, om det er tilfældet, siger Michael Andersen.

Det kvindelige ishockeylandshold har et budget i omegnen af 400.000 kroner i denne sæson. Det er ikke engang en tiendedel af, hvad der bliver brugt på herrelandsholdet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst