Boligøkonomi

Ros til dansk realkredit

KØBENHAVN:Det unikke danske realkreditsystem høster ros i en international undersøgelse, som den uafhængige konsulentvirksomhed Mercer Oliver Wyman har lavet for EU-Kommissionen. Virksomheden har blandt andet regnet ud, at prisen på danske realkreditlån er de næstlaveste blandt de otte EU-lande, der indgår i undersøgelsen. Kun Tyskland har lavere priser, når konsulentvirksomheden har justeret dem, så de er sammenlignelige, selv om kreditsystemerne ikke ligner hinanden. Også på udbud af produkter og konkurrence ligger Danmark langt fremme i feltet. Undersøgelsen konkluderer, at konkurrencen har presset afkastet på realkredit ned på et lavt niveau set i international sammenhæng. Således ligger Danmark som det eneste land i kategorien "lav pris og lave omkostninger" i undersøgelsen. /ritzau/