Fodbold

Ros til FCN-tabere

FC Nordjylland - Viborg2-5 Fodbold, træningskamp AALBORG: Efter forrige lørdags udesejr på 3-1 over AGF kom FC Nordjylland resultatmæssigt ned på jorden i lørdagens test i Gigantium mod et andet superligamandskab, men 2. divisions suveræne tophold høstede alligevel anerkendelse for indsatsen. - FC Nordjylland gav os kvalificeret modstand og har potentiale til en midterplacering i 1. division. Alle spillerne i startopstillingen kan begå sig i den næstbedste række, lød det fra Viborgs cheftræner Søren Kusk, der hos sit eget hold især var tilfreds med skarpheden i afslutningerne. I slutminutterne var FCN tæt på en 3-4 reducering, men med sit tredje mål sørgede en velspillende Klaus Kærgård i stedet for 2-5 cifrene, der efter spil og chancer var rigeligt store i gæsternes favør. FCN kunne trøste sig med, at begge holdets scoringer faldt på sublime helflugtere efter lige så fornemt opspil af henholdsvis Thomas Buus og Simon Josefsen. Ved stillingen 2-2 blev FCN-midterforsvareren Michael Strandquist udvist for en nødbremse mod Klaus Kærgård, og selv om FCN fik lov til at sætte en anden spiller på banen, skabte rokeringerne store revner, som Viborg prompte udnyttede. Viborg manglede bl.a. de småskadede eks-nordjyder Søren Frederiksen, Thomas Tengstedt og Johnny Helledie. På midtbanen lignede den lettiske landsholdsspiller Imants Bleidelis en klar gevinst. FCN står på tirsdag igen over for et superligahold, denne gang AaB, der dog må undvære syv spillere på grund af landsholdsopgaver. abel Kampfakta: Mål: 6. min. 1-0 Ulrik Kvist, 13. min. 1-1 Thomas Frandsen, 33. min. 1-2 Klaus Kærgård, 49. min. 2-2 Glenn Gundersen, 70. min. 2-3 Thomas Andie, 80. min. 2-4 Klaus Kærgård, 90. min. 2-5 Klaus Kærgård. Udvisning: 67. min. Michael Strandquist, FCN. FCN-startopstilling: Brian Ulstrup - Jakob Berger, Torben Andersen, Michael Strandquist, Per Gade - Thomas Buus, Phong Dao, Daniel Kristensen, Ulrik Kvist - Glenn Gundersen, Simon Josefsen. I løbet af anden halvleg kom Rasmus Borup, Jan Hansen, Lars Mynderup og Michael Drejer på banen.