Kultur

Ros til Fogh for krigs-kritik

I et lands historie ligger uanede mængder af erfaring om kultur og meget andet gemt.

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen nu har rejst en debat om samarbejdspolitikken under sidste verdenskrig, så fortjener han ros for det. Tiden omkring de to verdenskrige rummer så meget menneskelig elendighed og politiske konflikter, at alle kan lære af det. Karl Maksten angriber i NORDJYSKE Stiftstidende statsministeren herfor (30.5.), og jeg savner i høj grad oplysninger om Makstens alder, politiske orientering, samt hvor han henter sin viden og erfaring. Selv er jeg født 1925 i Kastellet i København, hvor jeg boede og min fader, som korpsofficiant tjenstgjorde 9. april 1940. Når man i dag hører tiden beskrevet af historikere med andre som en tid, hvor danskerne lurepassede for at sikre sig en plads på den sejrende side, så er det en forvrænget beskrivelse. Det var et våbenløst folk, som i mellemkrigsårene og på trods af den kraftige oprustning i Tyskland, helt og fuldt blev svigtet af de politikere, som havde magten. Socialdemokratiet havde overladt hele udenrigspolitikken til det radikale parti, ganske som dagens Socialdemokrater har overladt og vil overlade de radikale hele indvandringen fra fremmede kulturer til vort land. 8. april havde min far fået forholdsordre om ikke at være mere end 20 minutters gang fra sit arbejdssted i Kastellet. Jeg sov ved siden af ham og vågnede om morgenen ved sprængningen af Norgesporten. Samtidig hørte jeg støjen af flyvemaskiner og jeg vækkede min far, der sov meget tungt med ordene: "Far, du skal op. Du skal på kontoret. Vi er i krig!" Lidt efter hamrede de tyske soldater på vor hoveddør. Samme dag var min far med til at føre de danske soldater ud af Kastellet og han fortalte mig, hvorledes civile hånede dem, da de marcherede ud. Når man i dag kan læse en debat om, hvad Scavenius vidste 8. april om besættelsen dagen efter, så skal man gøre sig klart, at han såfremt, han havde indrømmet en viden om en truende besættelse, faktisk havde stået som medskyldig i overlagt drab på de unge danske soldater, som døde den dag. Fra begyndelsen af besættelsen viste de danske søfolk og vor ambassadør Kauffmann i USA, hvad det store danske flertal mente og som det blev bekræftet ved valget i 1943, der udelukkende drejede sig om, at markere vor afsky for Nazismen. Samme år dannedes Frihedsrådet og det var en mærkelig situation at leve i et demokratisk land, der helt og fuldt blev dirigeret af en lille gruppe mennesker, som ingen vidste, hvem var. Det danske militærs våben blev taget af tyskerne 29. august, men i 1944 begyndte der at komme våben fra England og Sverige. De danske styrker blev underlagt de allierede styrker i januar-44. Der var opstillet en brigade i Sverige på 4800 mand og partisanstyrker i Danmark. Det var et tilfælde, at den tyske kapitulation gjorde, at Danmark ikke blev en blodig slagmark, som det skete i Frankrig. Havde vi før krigen haft et ordentligt militær opbygget, var vi aldrig blevet besat og da det skete, så valgte vi klart demokratiet. Det var politikerne, som svigtede og det er vel værd at diskutere og lære af. Statsministeren har krav på tak, fordi han har rejst debatten. Det ville dog være et mærkeligt demokrati, hvis man ikke kunne diskutere en tid med så voldsomme forandringer. Hele den krig var i verden og også her i landet en fortælling om, hvorledes et demokrati fungerer. Der er en proces, hvor borgerne prøver at forstå, men når den afløses af handling, så giver fællesskabet en uimodståelig kraft. Ikke mindst i dag, hvor Europa er udsat for mange fremmedartede kulturers pres, kan alle lære utrolig meget af det. Demokrati er ikke populistiske fantasier i politikeres hoveder, men langt dybere værdier i folket.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst