EMNER

Ros til folkeaktier, men ingen penge

Blandet modtagelse fra byens banker til ny ide, der kan skabe job

HJØRRING:Byens bankdirektører har megen ros til ideen med en ny jobskabelsespulje baseret på folkeaktier, men kommer ikke med konkrete tilsagn om penge til puljen. Flere af byens bankdirektører love dog at overveje at støtte sagen. Det er pensioneret politibetjent Niels Jørn Krog, der sammen med advokat Birte Dyrberg og revisor og viceborgmester Jens Broen har sat ideen "i søen" med baggrund i de mange tabte arbejdspladser i Hjørring de seneste år. Bankdirektørerne kan godt se problemet. - Det er al ære værd, at nogen tager handsken op, men vi går normalt ikke ind i den slags. Vi vil hellere lave en løsning direkte mellem banken og den enkelte virksomhed, men jeg vil da overveje, om vi kan gøre en undtagelse i dette tilfælde. Jeg vil drøfte det med hovedkontoret, siger direktør Thomas Krage fra Jyske Bank i Østergade. - Problemet er at vi er landsdækkende. Hvis vi siger ja i Hjørring, spreder ideen sig. Thomas Krage og andre af byens bankdirektører er dog klar over, at der bør gøres noget i Hjørring. - Det er da en sympatisk tanke. Et eller andet sted har vi naturligvis en forpligtelse til at gøre noget, men det er mit indtryk, at det ikke er finansieringen der er problemet. Det er ildsjælene med de gode ideer, vi mangler, siger direktør Hans Jørn Vinther fra Nordjyske Bank. Han vil dog ikke helt vil afvise at gå ind i folkeaktieprojektet. Det vil direktør Ole Peter Christensen fra Spar Nord i Østergade derimod. - Vi vil ikke være med. Vores butik låner penge ud og vi har vores eget venturekapitalselskab Erhvervs Invest sammen med Nykredit. Det løser efter min mening den samme opgave, selvom vi naturligvis har respekt for at andre tager et initiativ, siger Ole Peter Christensen. Også han mener, at det er den gode ide, der er en mangelvare. Ikke den nødvendige kapital. - Jeg afviser meget få, der kommer med et godt projekt, siger Ole Peter Christensen. Direktør Ivan Thomsen fra Arbejdernes Landsbank vil ikke helt afvise, at banken vil være med. - Men vi skal meget længere frem i processen, før vi tager stilling til det, siger Ivan Thomsen. Initiativtager Niels Jørn Krog er ikke overrasket over bankernes indstilling, men har gør opmærksom på, at Hjørring bør følge Aalborgs eksempel. - I de seneste dage har vi hørt, at det går godt for det nordjyske erhvervsliv. Men det er virksomheder koncentreret omkring Aalborg. Det kan vi ikke leve af i Hjørring. Derfor bør vi selv gøre noget, siger Niels Jørn Krog. Niels Jørn Krog er personligt blevet kontaktet af 20-25 borgere, som har givet tilsagn om at skyde penge i projektet. Inspireret af de foreløbige kontakter vil han foreslå initiativgruppen, at man søger en sponsor til en brochure, der kan husstandsomdeles i Vendsyssel, så ideen kan få rigtig vind i sejlene.