Hobro

Ros til kommune fra Hobro Idrætscenter

Formand Hans Mikkelsen glæder sig over, at centret fik frisket op med hjælp fra ekstraordinær pulje

Hans Mikkelsen, formand for Hobro Idrætscenter, kunne godt tænke sig at udvide svømmehallens tilbud med varmtvandsbassin og wellness, men han tror ikke på, at kommunen vil være med. Arkivfoto: Peter Langkilde

Hans Mikkelsen, formand for Hobro Idrætscenter, kunne godt tænke sig at udvide svømmehallens tilbud med varmtvandsbassin og wellness, men han tror ikke på, at kommunen vil være med. Arkivfoto: Peter Langkilde

Mariagerfjord Kommune fik ros for at have oprettet en særlig vedligeholdelsespulje til idrætshaller og klubhuse, da formand for Hobro Idrætscenter, Hans Mikkelsen, talte på repræsentantskabsmødet forleden. - Tidligere var det sådan, at hvis vi havde en større skade i måske 100.000 kroners-klassen, så skulle vi finde pengene selv inden for egne budgetter. - Det var en stor belastning i et stort hus som vores, hvor der hele tiden er ting, der skal repareres eller fornyes, sagde Hans Mikkelsen i sin beretning. Mariagerfjord Kommunes pulje var i 2009 på to millioner kroner, som alle haller og klubhuse kunne søge. Hobro Idrætscenter investerede 1,1 mio. kr. i reparationer og teknik og fik næsten en halv million kroner fra puljen. Oveni kom det normale driftstilskud, der var på 2,36 mio. kr. i 2009. - Det siger sig selv, at uden denne vedligeholdelsespulje kunne vi ikke gennemføre de ting, der er sket i huset, forhåbentlig til glæde og gavn for brugerne, sagde Hans Mikkelsen. Bunden i det store svømmebassin er repareret, gulvet i hal to er lakeret, gamle cirkulationspumper er udskiftet med energibesparende og taget er blevet repareret for pengene. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende lørdag.