Ros til nordvestjyder

FÆRDIGHEDER:Nordvestjyderne er ikke bare gode til håndbold. De er også mestre i håndværk! I Odense var forleden samlet tusinder for at hylde flere hundrede deltagere i de danske håndværksmesterskaber, Skills Denmark. Vinderne er de bedste i verden. Det kan man se af, at sidste års mestre klarede sig fantastisk godt til verdensmesterskaberne, Worlds Skills. To guldmedaljer og en sølvmedalje blev det til. Folk i det nordvestjyske kan glæde sig over, at alle medaljerne gik til unge fra tre små byer i det nordvestjyske: Grønbjerg, Hurup og Kibæk. Det passer godt sammen med, at det nordvestjyske område tillige er det område, hvor flest unge får en uddannelse - over 90 pct. - når der ses bort fra det akademikertunge Whiskybælte nord for København. Jeg var til stede for at videregive en pris, jeg modtog i efteråret af Danske Erhvervsskoler: "Overlærer M. Rasmussens Mindelegat". Jeg gav den til en af guldvinderne, Nicolai Munksgaard Asmussen fra Grønbjerg, som er den bedst tænkelige rollemodel for unge, der skal til at vælge ungdomsuddannelse. Min tale blev afbrudt af kraftigt bifald på to bemærkelsesværdige punkter: Første gang, da jeg argumenterede for, at det ikke er flere akademikere, men flere håndværksuddannede, Danmark har brug for. Anden gang, da jeg anbefalede, at erhvervsuddannelserne skulle have både "slæbespor" og "overhalingsbaner" for at give udfordringer for såvel stærke som svage. Undersøgelser har vist, at mange erhvervsskoleelever føler, at undervisningen er for svær - men endnu flere mener, den er for let! Budskabet er klart. Det skal vi lytte til. Det svarer ganske til, hvad formanden for Danske Erhvervsskolers formand Peter Amstrup har sagt: "Vi kan godt tage imod flere elever... men så bør man til gengæld lave særlige spor for de svageste elever" (Berlingske Politiko 16.1.). Jeg kan oplyse, at det kan man faktisk allerede gøre - man gør det bare ikke. Nu er det vist tid at gøre alvor af det!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden