Rosdahls Råvaremarked lukker

Ringe adgangsforhold får Jan Fjord til at dreje nøglen om

Aalborg 1. september 2006 06:00

AALBORG: Den sidste friske fisk og ferske stykke kød er solgt på Rosdahls Råvaremarked. Foreløbig. Ejeren af Rosdahls har på et stadeholdermøde besluttet at lukke det traditionelle lørdagsmarked i torvehallen. - Vi har fået lukket næsten samtlige indfaldsveje herned, og så er der simpelthen ikke logistik til at få 1000 mennesker ind og ud. Vi vil kun lave førsteklasses arrangementer og de produkter, der sælges, fortjener noget bedre, lyder forklaringen fra Jan Fjord, der overtog Rosdahls ved årsskiftet. Vejarbejdet har stået på i nogle måneder, men de sidste 3-4 uger har der været så få kunder, at markedet har givet underskud. Han understreger, at det er planen, at råvaremarkedet skal åbne igen, når forholdene er til det, hvilket betyder, når vejarbejdet på Strandvejen er overstået. - Men vi kan ikke få at vide, hvornår de regner med at være færdige og hvis der kommer til at gå for lang tid, kan idéen med råvaremarkedet flade helt ud, påpeger Jan Fjord. Med råvaremarkedet på standby, vil Rosdahls koncentrere sig om sine to andre aktiviteter, restaurationen samt selskaber. - Vi vil højne vores gourmetdel og vi får flere og flere selskaber, der vil lave en eller anden form for arrangement. Vi har lige haft Børsen og snart kommer Dansk Metal, så der er noget for alle, lyder det optimistisk fra Jan Fjord.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...