Naturvidenskab

Rose Poultry lukker laboratorier

Arbejdet skal udføres af Steins Laboratorium, ansatte tilbydes andre job

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Majbritt Krog Jensen (til venstre) tester kyllingekød for salmonella, og Dorthe Lindtoft er i gang med at teste slagteriets brugsvand for bl. a. coliindhold.

SKOVSGÅRD:Bestyrelsen for Rose Poultry A/S har på grund af den økonomisk spændte situation efter fugleinfluenza og Muhammed-krisen besluttet at lukke laboratorierne på slagterierne i Vinderup og Skovsgård fra 1. februar. Arbejdet vil blive outsourcet til Steins Laboratorium i Holstebro. Derved kan Rose Poultry spare et encifret millionbeløb på driften årligt og 11-13 mio. kr. til en renovering af laboratorierne, som ville være nødvendig om få år, oplyser koncernkvalitetschef Gert Kristensen. Der er 12 medarbejdere på de to laboratorier - fem i Skovsgård og syv i Vinderup. - Der vil ikke ske fyringer. Alle vil blive tilbudt job hos Steins, da der er tale om en forretningsoverdragelse, pointerer Gert Kristensen. For de fem medarbejdere på laboratoriet i Skovsgård ser situationen således ud: - Én medarbejder bliver ansat i slagteriets kvalitetsafdeling. Steins skal bruge to medarbejdere på slagteriet i Skovsgård, og vi håber, at de to øvrige kan blive ansat til andre opgaver i området, siger Gert Kristensen. Steins Laboratorium tager mange forskellige prøver af vand og meget andet. Det er så planen, at de fire medarbejdere skal skiftes til jobbene. De to medarbejdere, som Steins ansætter på slagteriet i Skovsgård, skal sørge for at gøre prøverne klar til analyse og forsendelse, så medarbejderne fra Steins i Holstebro kan igangsætte deres analysearbejde, straks prøverne ankommer til laboratoriet. Det forløbne år blev det værste i fjerkræbranchens historie nogensinde, men det ser nu lysere ud igen, fastslog Rose Poultrys administrerende direktør Per V. Møller ved fremlæggelsen af koncernens årsregnskab 2005-06 for en måned siden. Rose Poultry kom ud af året med et underskud efter skat på 47 mio. kr. ud af en omsætning på godt 1,3 mia. kr. Rose Poultry beskæftigede i det forløbne regnskabsår 1111 medarbejdere på de tre slagterier i Skovsgård, Vinderup og Padborg.