Rosenkjærpris til sundhedsekspert

Bente Klarlund Pedersen får Rosenkjærprisen 2010.

Bente Klarlund Pedersen får Rosenkjærprisen 2010.

HÆDER:Bente Klarlund Pedersen, professor og sundhedsekspert, er udvalgt til at modtage årets Rosenkjærpris, der foruden hæderen udgør 40.000 kroner. Rosenkjærprisen er opkaldt efter magister Jens Rosenkjær (1883-1976), der var foredragschef i DR frem til 1953, og det bliver kanalchefen for P1, Anders Kinch-Jensen, der skal begrunde og overrække formidlingsprisen. Prisen gives til en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, som evner at gøre vanskelige emner tilgængelige for et bredere publikum i en forståelig og levende form. Bente Klarlund Pedersen har sat danskernes motionsvaner på dagsordenen i blandt andet bøger, foredrag, interviews, artikler og brevkasser. Hun er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og direktør for Danmarks Grundforskningfondscenter for Inflammation og Metabolisme, der undersøger sammenhængen mellem fysisk aktivitet og sundhed. Hun har været medvirkende til, at motion kan skrives på recept i behandlingen mod livsstilssygdomme. Rosenkjærprisen blev uddelt første gang i 1963. Prisen overrækkes 11. februar 2011.