Rosenmeier fik minus på driften efter underslæb

Direktør i datterselskab erkender svindel

NØRRESUNDBY:På grund af bedrageri begået af direktøren i et datterselskab er elektronikkoncernen Lars Rosenmeier i Nørresundby for første gang nogensinde kommet ud af et regnskabsår med et minus på den primære drift. Underskuddet på driften blev på 3,3 million kroner i regnskabsåret 2003-04, hvor den året før var et plus på 3,6 million kroner. Ikke desto mindre opvejes underskuddet på driften i så høj grad af andre indtægter, at koncernens samlede resultat blev et plus på 3,2 million kroner mod 3,7 million kroner i forrige regnskabsår. Adm. direktør Jørn Rosenmeier oplyser, at en direktør i datterselskabet Rosenmeier Periferi i Viborg har erkendt at have begået underslæb på 1,3 million kroner. I samme sag er to medarbejdere i bogholderiet i Viborg blevet bortvist. - Underslæbet er forsøgt skjult ved at opskrive aktiverne. Forenklet sagt har man opskrevet aktiverne med to kroner, hver gang man har trukket én krone ud. - Derfor har underslæbet fået så stor effekt på driftsregnskabet, at det ikke har kunnet dækkes ind af driftsindtægterne i vore øvrige afdelinger, forklarer Jørn Rosenmeier.

Forsiden