RosenTryk udvidede medarbejderstab med tilskud

Pulje gav mulighed for at udvide med ny kvalificeret hjælp

Takket være salgs- og marketingskonsulent Anja Miller er det lykkedes firmaet RosenTryk at komme ind på det svenske marked. Foto: Lars Pauli
Sæby 19. september 2013 17:12

SÆBY: En stor pose penge - helt præcis 31 millioner gode tilskudskroner - står bare og venter på små nordjyske virksomheder, der gerne vil have hjælp til at blive større. Det er bare at søge.

I forvejen har 235 virksomheder fået hjælp via projekt Yderlig Vækst, som det nordjyske Vækstforum har støttet med 56,5 millioner kroner.

Blandt disse er RosenTryk i Sæby, og her har direktør Niels Donsig Pedersen et bud på, hvorfor de sidste 31 millioner tilskudskroner ikke for længst er blevet revet væk.

Hans firma har selv benyttet ordningen til at ansætte en højtuddannet ledig, nemlig salgs- og marketingskonsulent Anja Miller. Via Yderlig Vækst får firmaet betalt halvdelen af hendes løn i et år, og desuden får den tilskud til nødvendige kurser.

- Men man skal selv lægge pengene ud i godt og vel et halvt år. Det er mange penge for et lille firma. Og bankerne er jo ikke vilde med at lægge penge ud, pointerer han.

For firmaet RosenTryk handler det om knap 100.000 kroner, de skal lægge ud, før de kan få cirka halvdelen refunderet.

- Vi ansatte Anja i februar, og vi betaler fuld løn for hende. Vi skal hen i september, før vi får en godtgørelse.

Det næste halve år er det den samme historie. Igen skal firmaet lægge ud for den halvdel af lønnen, som de så bagefter kan få refunderet.

Bortset fra det har Niels Donsig Pedersen kun godt at sige om projekt Yderlig Vækst.

- Det er meget omkostningsfuldt at ansætte en medarbejder. De skal have både computer og telefon. Så jeg synes det er fint, at man støtter de små virksomheder. Det er jo dem, der skal blive store og måske ikke har råd til at ansætte en medarbejder på normale vilkår.

For firmaet RosenTryk har ansættelsen af Anja Miller betydet, at firmaet har fået ny hjemmeside og salgsmateriale, så det nu kan nå ud til de svenske kunder. Firmaet producerer grafisk tryk på plasticposer, silkepapir og anden emballage.

- Vi har fået den første ordre fra Sverige og flere er på vej, siger direktøren, der stærkt overvejer at ansætte Anja Miller, når hun til februar har været ansat med tilskud i et år.

Niels Donsig Pedersen understreger, at han er glad for ordningen.

- Jeg vil opfordre andre til at prøve. Det har givet et løft til vores firma.

Ifølge borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Lars Møller (V), gør tilskudsmillionerne en reel forskel for mange andre end RosenTryk.

- Jeg hører fra mange virksomheder, at de er rigtig glade for samarbejdet. Også dem, som om ikke forventede den store gevinst, inden de fik hjælp til at tage springet og ansætte en højtuddannet. Med nye kompetencer kan virksomhederne løse flere opgaver og skabe nye forretningsmuligheder.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...