Roser symboliserer tosomhed

EMNER 3. juni 2003 08:00

SÆBY: Røde roser? Hvordan kan man komme udenom dem, når man taler blomster og romantik? Ikke desto mindre er Bellis Blomster den eneste butik, der leverer en buket med røde roser. Ganske vist "kun" to af slagsen, men roserne er dyre, og der er grænser for, hvad man får for 150 kroner. - Men de røde roser hører hjemme i den romantiske buket. Jeg har valgt to, og de symboliserer tosomhed og partnerskab. Buketten skulle laves til en kunde, der forlangte noget romantisk. Og når man vil gøre indtryk på en kvinde, er røde roser et klart plus, siger butiksindehaver Elinor Kostending. Det lyserøde har også fundet vej til hendes buket i form af tre pink gerbera. Ellers er helhedsindtrykket grønt og hvidt. Der er flotte hvide lisianthus i buketten, og eksemplarerne af skræmplanten trachelium er også hvide, mens Klinge Blomster havde valgt en lilla variant. Der er også blevet plads til to meget smukke cremefarvede roser og et perlemorshjerte, der ifølge Elinor Kostending oser af romantik. - Perlemorshjertet er meget populært. Det vil folk gerne have i deres buketter. Hvis jeg havde haft noget brudeslør, havde jeg nok taget sådan noget med, men det havde jeg desværre ikke, siger hun. Der er meget grønt i buketten fra Bellis. Igen er der tale om salal-blade. - Det gælder om at bruge sin fantasi. Jeg bruger tit lidt utraditionelle ting. For eksempel citroner og limefrugter. Jeg har også lavet en grønsagsbuket og en buket med peberfrugter til en 30 års fødselsdag, fortæller Elinor Kostinding. som sine kolleger har hun også valgt at gøre den romantiske buket lav og kompakt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...