Roser til Angelina Jolies film i Sarajevo

Hollywood-stjerne roses for realistisk film om rædslerne under krigen i Bosnien

Angelina Jolie fotograferet ved premieren på filmen i USA.

Angelina Jolie fotograferet ved premieren på filmen i USA.

SARAJEVO:Indbyggere i Sarajevo, der op til jul var i biografen til en særforestilling og se Hollywoodstjernen Angelina Jolies instruktørdebut om krigen i Bosnien, var dybt bevægede, da de kom ud. - Det er en film, der viser sandheden om krigen i Bosnien, siger en professor i medicin ved Sarajevos universitet, Sekib Sokolovic. - Folk har i 20 år spurgt, hvordan det var muligt at dræbe hinanden på den måde, hvordan man kunne bruge tortur, og hvad der fik folk til at begå forbrydelser. Her bliver det vist, og budskabet er, at vi må undgå, det sker igen et andet sted, siger Sokolovic om Jolies film "In the Land of Blood and Honey", der ventes til europæiske biografer i februar - Filmen er meget realistisk, bevægende og svær at se, hvis man var her under krigen. Jeg bliver selv hurtigt bevæget, siger Sabira Sokolovic. Filmen skildrer en kærlighedsforbindelse mellem en muslimsk kvinde og en serbisk mand på baggrund af den blodige borgerkrig, hvor over 100.000 mennesker blev dræbt. Misforståelser og løse rygter om filmen førte for nylig til ophedede diskussioner, da lokale medier på Balkan mente at vide, at historien handlede om en kvinde, der blev offer for voldtægt, og som blev forelsket i den serbiske overfaldsmand. Men filmens historie fortæller om et par, der havde en affære inden krigens begyndelse, og som mødes igen, da kvinden bliver taget til fange af en bosnisk-serbisk hærenhed. Kvindens tidligere elsker kan som officer beskytte hende, men da han forflyttes, bliver hun udsat for den samme mishandling og gentagne voldtægter som de andre tilfangetagne kvinder. Filmen er blevet rost for dens realistiske beskrivelser af krigens rædsler, som gjorde gode naboer og venner til fjender i Bosniens etniske kludetæppe, hvor blandt andre muslimer, kroater og serbere gik i krig mod hinanden. - Filmen er en lektion for fremtidige generationer. Enhver indbygger i Bosnien og det tidligere Jugoslavien bør se den, mener pensionisten Seid Karic. - Filmen gør stærkt følelsesmæssigt indtryk, fordi den viser, hvad der virkelig skete i Bosnien, tilføjer han. Men det er ikke alle, der er glade for Hollywoods behandling af Bosniens tragedie. - Filmen er en katastrofe. Jeg kunne ikke lide den, og jeg overværede belejringen af Sarajevo, og det skete overhovedet ikke på den måde, som det vises her, siger en kvinde først i trediverne, Elvira. Under krigen i Bosnien blev titusindvis af mennesker spærret inde i fangelejre, hvor tortur, voldtægter og mishandling var almindeligt. Repræsentanter for regeringen i Sarajevo anslår i dag, at omkring 20.000 kvinder - hovedsageligt muslimske kvinder - blev udsat for voldtægter under krigen fra 1992 til 1995. Der vises stærke og rystende scener af voldtægter, henrettelser og andre krigsforbrydelser. - Spørgsmål, som bliver rejst, er også, hvordan folk ændrer sig under krig, og hvor svært det er forblive menneskelig under frygtelige omstændigheder, siger den kvindelige hovedrolleindehaver, Zana Marjanovic, som selv er født i Sarajevo. /ritzau/AFP