Norge

Roser til Familierådgivningen

10 norske socialrådgivere besøgte fredag Familierådgivningen i Thisted Kommune

familierådgivningens leder, Hanne Korsgaard, der står forrest som nummer to fra højre, viste de 10 nordmænd rundt i afdelingen, da de besøgte Thisted i går, fredag. Foto: Klaus Madsen

familierådgivningens leder, Hanne Korsgaard, der står forrest som nummer to fra højre, viste de 10 nordmænd rundt i afdelingen, da de besøgte Thisted i går, fredag. Foto: Klaus Madsen

Børne- og Familierådgivningen i Thisted Kommune havde fredag besøg af 10 norske socialrådgivere fra Barnværnstjenesten fra Mandal Kommune i den sydlige del af Norge. Grunden til besøget var, at man i Norge lige nu er ved at regionalisere Barnværnstjenesten, der tager sig af børn i vanskeligt stillede familier. Det var danskfødte Astrid Amstrup, der fik den idé, at besøge Thisted Kommunes Børne- og Familieafdeling, fordi Thisted har samme størrelse som Mandal. Den idé fulgte hendes leder Marit Jakobsen, der kunne tage mange ting med sig hjem til Norge efter besøget i Thisted. – Thisted har gennemgået mange af de udfordringer, som vi nu står i, efter de først skulle igennem en reform af tvangsfjernelse af børn og derefter en kommunalreform. Nogle af de ting, som vi er spændte på i Norge, er, hvordan vi kan bevare sammenhængen i Barnværnstjenesten efter en regionalisering, så derfor var det interessant at se, hvordan Thisted har klaret den udfordring ovenpå de reformer, de her har været igennem, fortalte hun. En af de ting, der især imponerede hende ved den måde tingene gribes an på her i Thisted, er den målrettethed og systematisering, der er i arbejdet her i Thisted Kommune. – Jeg er imponeret over, hvor målrettet arbejdet er tilrettelagt, og hvor målbare indsatserne er. En anden ting, jeg har bidt mærke i, er, at man tager stort hensyn til barnets tidsperspektiv. Et halvt år er længe at vente for et barn, og det tager man stort hensyn til her, lød hendes vurdering, efter hun havde fået gennemgået Børne- og Familierådgivningens arbejdsgang og indsatsområder af afdelingens leder Hanne Korsgaard. Gruppen på de 10 socialmedarbejdere fra Norge har lejet et sommerhus i Søndervig, hvor de bor resten af weekenden. Her skal indtrykkene fra Thisted så evalueres og drøftes, før de tager hjem til Norge, fortæller Marit Jakobsen.