EMNER

Rosernes by kårer igen en dronning

MARIAGER:Det er i weekenden, at Rosernes by Mariager holder sin årlige børnefest og kårer sin nye dronning. Det foregår søndag eftermiddag på havnen i Mariager. Den ”gamle” Rosendronning vil i sin smukt rosenpyntede karet tage en sidste vinke-farvel-til-folket-køretur og herefter overdrage titlen til en ny. Rosendronningens karet er blot én af de mange festligt pyntede vogne, der inden kåringen er kørt i optog gennem Rosernes By. Når de uddelte stemmesedler er optalt vil det vise sig, hvem der i år løber af med sejren som vogntogets vinder. I fronten af optoget vil Århus Pigegarde og Hadsund Skoleorkester give øret en oplevelse med på vejen, og Rosendronningens karet vil naturligt være flankeret af hendes livgarde. Efter denne snart hundredårige tradition er der igen musik i teltet, og senere underholdning fra friluftsscenen. Børnefesten slutter med et brag af et festfyrværkeri sent søndag aften. Festlighederne indledes allerede lørdag morgen med gratis kaffe og rundstykker for de morgenfriske. Senere følger børneloppemarkedet på havnen og om eftermiddagen afvikles den festlige ringridning gennem byen. Lørdagen slutter med spisning og et kæmpe teltbal på havnen, hvor også et stort tivoli vil kunne fornøje barnlige sjæle, hvis en lille pause fra musikken er tiltrængt.