Roskilde går i fisk

Vand leder normalt tankerne hen på mudder på Roskilde Festival, men i år hitter andre aktiviteter såsom en put’n’take.

ROSKILDE:- Se, en ordentlig fisk. De har vist lige lukket fisk ud, udbryder 19-årige Thomas Buss Kristenen, da der dannes ringe i det mørke vand. Sammen med fire kammerater fra Aalborg er han taget ned til put’n’take-søen, som er en helt ny aktivitet på Roskilde Festival. Her kan gæsterne låne fiskestænger, fange deres egen mad og få kokke til at tilberede den. I år er hegnet omkring søerne nemlig blevet fjernet, så der er fri adgang til fiskedammen og en badesø. - Det er virkelig en god måde at stene på, og vi har ikke rigtig fået noget at spise de sidste 12 timer. Så hvis vi ikke snart fanger noget, så spiser vi maddingen, siger Anders Mortensen. De har fisket i tre kvarter, og klæbrig grøn tang er eneste fangst. Dåseøllene er krøllet sammen og ligger i bunker rundt om de mørkegrønne festivalstole, mens solcremen har fået plads i armlænet. - Der er fisk derovre hele tiden. Du skal ikke fjerne stangen derfra din nørd, råber Jacob Klemmensen med en pegende finger til Thomas Buss Kristensen, der har smidt snøren ud et nyt sted. - Jeg er 100 på, at jeg fanger en fisk om lidt her, for jeg er altså gammel lystfisker. Det er bare irriterende, som de hopper i vandet, replicerer han. Rolig oase Fiskedammen er omgivet af bredbladede træer, hvor folk sover i skyggen. Et kærestepar fletter sig ind i hinanden. Andre drikker grønne dåseøl på små træstubbe i en rolig oase, hvor musik og højtråbende gæster let fortrænges. Små sort, hvide blishøner svømmer rundt i vandkanten, mens gæsterne smider snøren ud gang på gang i håb om at fange en regnbue, bækørred eller en kildeørred. Nick Willand og Collin Gillman fra England sidder foroverbøjede på en træbjælke ved foden af søen. Den sorte fiskestang holdes roligt i hånden, mens snøren dingler fra side til side i vinden. - Det er en god måde at slappe af på efter en aften, hvor vi gav den gas. Og forhåbentligt fanger vi noget at spise, siger Collin, mens han kradser lidt i det sorte fipskæg. Nick og Collin er fløjet til Danmark for at opleve musik på meget højt plan. De er på Roskilde Festival for første gang og er især kommet for at opleve metalbandet Deftones, der skal spille på Orange Scene i dag. Men de nye udenomsaktiviteter er klart en bonus oveni, mener de. - På festivaler i England har jeg ikke oplevet andre aktiviteter end musikken. Her er der nogle fede pusterum, hvor du laver noget helt andet, siger Colin. På den anden side af grusvejen ligger hundredvis af rødspættede forbrændte danskere, svenskere med deres nationalflag stukket i jorden og sludrende nordmænd og soler sig på skrænten ved badesøen. Livreddere i rødt spejder ud over det stillestående 15 grader varme vand, som mange er hoppet i. Rolig start Andre jomfruelige aktiviteter på Roskilde Festival er en såkaldt bazaar street, hvor der blandt andet sælges tøj, dufte og farverige drinks, et mere intimt spillested ved navnet Bar’n og et pavilion-område, hvor mindre navne og up-coming bands får spilletid. Jan Johansen fra Roskilde Politi oplyser, at de har haft en rolig start på festivalen ligesom sidste år. - Vi har ikke haft nogle store sager med grov vold eller voldtægt. Vi har kun haft småting som tyverier og folk, der er i besiddelse af stoffer, siger Jan Johansen, der er vagthavende hos Roskilde Politi.