Danmark

Roskilde: Vi har plan for tordenvejr

Roskilde Festival har beredskab, hvis tordenvejret bryder løs, lyder det efter lynulykke på svensk festival.

Roskilde: Vi har plan for tordenvejr

Hold dig væk fra høje tårne, lynførende genstande som hegn og paraplyer, når det tordner. Roskilde Festival har en plan for, hvad festivalgæsterne skal gøre, når det lyner over festivalen.

Det er meldingen fra Roskilde Festival, efter at et lynnedslag ved en musikfestival i Dalarne i Sverige tirsdag sårede 13 mennesker.

- Vi har lynsikret vores servicetårne, hvor der er vagter. Og hvis det tordner, sørger vi for, at gæsterne ikke opholder sig højt oppe. Vagterne sørger for at informere de gæster, der bliver utrygge ved et eventuelt tordenvejr, siger Christina Bilde til Ritzau

Hun er talsperson for festivalen, som i år kører fra 5. til 8. juli.

Lyn har hidtil aldrig slået ned på Roskilde Festival, selv om gæsterne har fået nogle tordenskyller gennem årene. Men Christina Bilde siger.

- Vores vagter er velinformerede, vi har storskærme, hvor vi kan informere, og det handler om ikke at søge ly under træer og andre høje elementer, ligesom man skal holde sig fra strømførende genstande som hegn og paraplyer, siger Christina Bilde.

Desuden har Roskilde Festival bedt Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om hjælp til en vejledning.

- Vi retter os efter de råd, som DMI kommer med. Men vi har efterlyst en ny vejledning, der er direkte rettet mod events og festivaler, og den skulle nu være på vej fra DMI, siger Christina Bilde.

Hun venter, at den nye vejledning fra DMI vil blive offentliggjort inden for de nærmeste dage, og at den vil være mere dækkende end de hidtidige råd.

/ritzau/