Roskildesyge under kontrol

Sygehus Vendsyssel åbner igen afsnit for patienter

HJØRRING:Efter næsten halvanden uge med maveinfektionen Roskildesyge på Medicinsk Afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring ser det endelig ud til at gå den rigtige vej. Mandag morgen åbner Medicinsk Afdeling igen for nye patienter på afsnit B4, hvor der hovedsageligt ligger patienter med hjerneblødninger. Afsnittet har været lukket siden i tirsdags. - Der har ikke været nye tilfælde med Roskildesyge på det afsnit, og den observationstid, der skal til, for at vi kan sige, at nu er det udryddet, er gået, oplyser overlæge Niels Svaneborg. Derfor føler man sig på afdelingen nu sikker nok til at lukke op for nye patienter. Antallet af smittede på Medicinsk Afdeling er faldet i løbet af weekenden, og det ser ud til, at det har virket at lukke afsnittene for nye patienter. - Det går endelig den rigtige vej. Vi har virkelig haft gavn af at lukke de afsnit ned, hvor der var flest smittede, siger Niels Svaneborg og forklarer, at både patienter, pårørende og vagtlæger har været utroligt forstående over for situationen. Lungemedicinsk Afdeling er dog stadig ramt af sygdommen, og der vil fortsat være lukket for nye patienter hele mandag. Antallet af smittede er dog langt fra så stort, som det var i fredags.

Forsiden