Rossen synger julen ind

Gæster Arena Nord 4. december

Stig Rossen gæster Arena Nord 4. december.

Stig Rossen gæster Arena Nord 4. december.

FREDERIKSHAVN:Julen er traditionernes tid, og det betyder, at Stig Rossen igen indtager Arena Nord 4. december kl. 20 for at synge julestemningen dybt ind i nordjydernes hjerter med sin fortolkning af de klassiske julesange.

Stig Rossen er for mange indbegrebet af julestemning, og når han igen præsenterer sin julekoncert i Frederikshavn, er han akkompagneret af både kor og orkester. I år har han følgeskab af gæstesolisten Christina Chanée til at byde på det brede repertoire af julesange fra både ind- og udland. Hendes stemme er et flot akkompagnement til Stig Rossens kraftfulde og varme røst, så der er god grund til at glæde sig endnu mere til dette års julekoncert.
Den dansk-thailandske popsangerinde og sangskriver Christina Chanée blev for alvor kendt, da hun vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2010 i Aalborg med sangen ”In a Moment Like This” og derefter opnåede en fjerdeplads ved Eurovision Song Contest i Oslo. Siden har hun bl.a. optrådt til Zulu Comedy Galla 2011.
Stig Rossens julekoncert er blevet en tradition. Det er hele 17 år siden, Rossen holdt den første julekoncert i Brændkjærkirken i Kolding, og den er siden blevet en juletradition af de helt store for rigtig mange danskere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.