Rote Arme Fraktion-leder på fri fod efter 24 år

Løsladt trods massive protester - lukket ud to dage før tiden for at snyde pressen

BERLIN:Efter 24 år bag tremmer slap Brigitte Mohnhaupt natten til søndag ud i friheden igen. Den 57-årige forhenværende topterrorist, som stod i spidsen for Rote Armee Fraktions bølge af blodige terrordrab i det såkaldte tyske efterår i 1977, forlod fængslet i sydtyske Aichach beskyttet af nattens mulm og mørke. Med den overraskende prøveløsladelse to dage før den officielle frigivelsesdato formåede fængselsdirektør Wolfgang Deuschl da også at snyde pressen, der var travlt optaget af at dække EU’s jubilæumstopmøde i Berlin. - Jeg ønskede hende alt godt. Man siger ikke på gensyn, sagde Deuschl til nyhedsbureauet AP. Fængselsdirektøren har forsvaret den omstridte frigivelse, fordi Mohnhaupt med årene har forandret sig i fængslet, efter at hun for 30 år siden som RAF’s strategiske og koldblodige leder var frygtet som Tysklands farligste kvinde, Prøveløsladelsen blev beordret af landsretten i Stuttgart og sker i overensstemmelse med den tyske straffelov, fordi Mohnhaupt nu har afsonet mindstestraffen af sin dom på fem gange livstid plus 15 år for drabene på den tyske rigsadvokat Siegfried Buback, arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer og syv andre. Domstolen begrunder blandt andet frigivelsen med, at Mohnhaupt fuldt og helt bakker op om RAF’s opløsning fra 1998, og at hun er klar over de traumer, hun har påført sine ofres pårørende. Har ikke undskyldt Men hun har aldrig fortalt, hvem der skød eller har angret og sagt undskyldt til sine ofres pårørende, og både fremtrædende politikere og et flertal af befolkningen været kraftigt imod prøveløsladelsen, der har ribbet op i det sår, som den venstreekstremistiske terror efterlod i det tyske samfund. Flere af de pårørende har i de seneste ugers oppiskede debat beklaget, at al fokus nu igen er på gerningsmændene og ikke ofrene. Mohnhaupts tidligere kampfælle Karl-Heinz Dellwo, der selv har afsonet 20 års fængsel, mener dog ikke, at hun kommer til at fortælle sin version af historien i diverse tv-talkshows, sådan som mange har frygtet. Hendes advokat, Franz Schwinghammer, appellerede da også søndag til pressen om at lade Mohnhaupt være i fred. - Hun er ikke længere nogen historisk person, men har som enhver anden løsladt ret til en beskyttet privatsfære, sagde advokaten. Mohnhaupts prøveløsladelse gælder i fem år, og ifølge nyhedsmagasinet Focus har hun fået tilbudt et job i bekendtes bilfirma og fundet et sted at bo i Karlsruhe. Her bor også hendes gamle medsammensvorne Christian Klars mor. Den 54-årige Klar, som håber på at blive benådet af forbundspræsident Horst Köhler, er nu den mest prominente af de tre forhenværende RAF-terrorister, der fortsat er fængslet. Hvis Klar bliver benådet, inden han om to år har afsonet sin mindstestraf på 26 års fængsel, skal han dog ikke regne med at kunne genopfriske gamle minder med Mohnhaupt, da myndighederne af sikkerhedshensyn vil forbyde dem at ses.