Rotteplage fordoblet på fem år

Rotteplagen vokser. Arkivfoto
1. april 2017 14:08

Antallet af rotteanmeldelser i Aalborg Kommune stiger støt.

Sidste år var der således over 4000 rotteanmeldelser, mens der i 2015 var over 3500, og tilbage i 2011 over 2500.

- Det er næsten en fordobling over fem år, siger miljø- og energirådmand Lasse P. N. Olsen (EL).

Aalborg Kommune er dog ikke alene om den kedelige tendens. Forvaltningen peger på, at det er på linje med udviklingen i mange af landets øvrige kommuner. På gårsdagens møde i miljø- og energiudvalget godkendte politikerne en handlingsplan for rottebekæmpelse, der skal øge indsatsen i form af mere rådgivning og forebyggelse af rotter.

- Vi vil skrue op for anvendelsen af mekanisk rottebekæmpelse, siger rådmanden.

Omvendt vil man også have fokus på at nedsætte anvendelsen af gift mest muligt for at undgå resistens og en fortsat negativ påvirkning af miljøet.

Skruen uden ende

- Det er i virkeligheden skruen uden ende. Øger vi anvendelsen af gift, bliver rotterne resistente overfor giften. Desuden risikerer vi, at det optages i andre led i fødekæden, hvis f.eks. fugle spiser gift, der er lagt ud til rotter, eller når rovfugle spiser rotter, der har indtaget giften, forklarer rådmanden.

Derfor rettes fokus på alternative bekæmpelsesmetoder i form af bl.a. mekaniske fælder. De seneste undersøgelser af resistens stammer fra 2014, hvor der kun et enkelt sted blev konstateret resistens overfor en af de milde gifte.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...