Rotterne hærger i Aalborg
Flere og flere husejere får skadedyret på besøg.

Flere og flere husejere får skadedyret på besøg. Arkivfoto
Rotter i tusindvis hærger og terroriserer hus- og grundejere i Aalborg Kommune så meget, at de er nødt til at få hjælp af en professionel rottefænger. Den kommunale rottebekæmpelse i Aalborg modtog således i 2010 2.495 anmeldelser om rotteproblemer, og det nu opgjorte årstal for 2011 viser, at antallet af henvendelser steg med 161 i fjor til ikke færre end i alt 2.656 rotteanmeldelser. Det svarer i gennemsnit til ca. 220 anmeldelser hver eneste måned året rundt. Johnny Ladegaard, der er sagsbehandler inden for skadedyrsbekæmpelsen hos teknik- og miljøforvaltningen hos Aalborg Kommune, fortæller, at rotteproblemet er størst i stor-Aalborg-området. Rotteangreb skal anmeldes - Rotteplage er mest udtalt i områder med mange mennesker, og hvor der er flest kloakker, understreger han. Efter hans vurdering giver det aktuelle vejrlig med en mild, grøn vinter dog ikke større rotteproblemer i forhold til f.eks. en hård vinter. - Rotterne har nemlig stadig mulighed for at finde føde på f.eks. marker og i parker, når vi pt. har så mildt et vejr i forhold til årstiden. - Der er masser af foder til dem ude i naturen, og det betyder, at de endnu ikke er tvunget til i stort tal at søge ind til byerne i jagten på føde, siger Johnny Ladegaard. - Men hvis vejret slår om, og vi får flere uger i træk med frost og sne, så vil rotterne helt automatisk søge ind i bygningerne, tilføjer han. Det er i øvrigt gratis at få besøg af kommunens rottefænger, og man har rent faktisk pligt til at anmelde rotteangreb til kommunen. Hvis der er tale om et brud på f.eks. det kommunale kloaknet, så betaler kommunen selv for udbedring af eventuelle rotteskader på nettet. Lugter forfærdeligt Udgiften til udbedring af de skader, som rotterne forvolder på en privat ejendom samt udgiften i forbindelse med skader på ejendommens eget kloakanlæg, skal derimod afholdes af ejeren selv eller - hvis man er dækket ind rent forsikringsmæssigt - af vedkommendes forsikringsselskab. Ifølge Johnny Ladegaard bruger rottefængerne overvejende fælder til at få has på rotterne. Undgår at bruge gift Brugen af rottegift bliver således sjældnere og sjældnere, og i f.eks. beboelsesejendomme undgår man som udgangspunkt helt gift. Forklaringen er bl.a., at en rotte, der f.eks. har fået gift og søger i skjul og dør, lugter ganske forfærdeligt. Det kan tilmed være ganske besværligt og dyrt at få fjernet døde rotter, der ligger og rådner under f.eks. gulve og i paneler. Johnny Ladegaard: - Jeg tror ikke, at vi nogensinde kommer rotteproblemet til livs en gang for alle. - Rotterne vil altid være der, og vi må så forsøge at bekæmpe dem så godt, som det nu lader sig gøre, siger han og tilføjer, at rotteplagen i Aalborg Kommune ikke har et alarmerende højt niveau i forhold til andre større byer landet over.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.