Roulette med helbredet?

Hvorfor skal vi forbrugere ”tvinges” til at skulle spille roulette med vores helbred

, give vores børn (Danmarks råstof) en dårligere ernæring end den, vi selv fik? Er det ikke at tage munden for fuld? vil nogle mene. Men nej, det er fakta. Den seneste tids skandaler omkring fødevareminister Lars Barfoeds håndtering af manglende kontrol med fødevarerne efterlader os med fornemmelsen af, at vi risikerer helbredet, hvis vi køber fødevarer. Nu har regeringen så indgået en aftale, der skal stramme op på fødevareområdet. Det var også på tide, for NNF har foretaget en undersøgelse, der viser at syv af ti NNF-medlemmer med ansættelse på landets fødevarevirksomheder mener, at fødevarekontrollen er forringet de seneste fem år. Eksempelvis kan man læse i aviserne, at dyrlæger indgår aftaler med landmændene om at f.eks. grisene kan få alt det pencilen som er nødvendigt. Hermed får vi pencilen rester i kødet. Er det så sundt det vi køber? Hvad skete der med forebyggelse uden medicin, frem for at helbrede. Men måske er det hensynet til aktionærer og bruttonationalproduktet, som er vigtigere end sunde borgere. Og de store medicinalfirmaer kan sikkert udvikle en pille som kan helbrede os, når vi nu er blevet syge. Eller var der ikke noget om, at det netop også er et problem med resistente bakterier. Kapitalen og de frie markedskræfter er sat i spil og regeringen gambler med vores helbred. Men det betyder tilsyneladende ikke noget for regeringen. For sygehusdriften skæres der også ned på. Det problem har de nye regioner og så er det ikke regeringen der sætter den politiske dagsorden. Løfter om salmonella fri kyllinger? De er fløjet. Det er jo kun de danske opdrættere, som er underlagt de skrappe krav. Hermed har vi jo skabt egne handelshindringer, og alt for dyre produktet. Men pyt, for nu producerer vi jo kød af så god en kvalitet, at vi hellere eksporterer det end sælger det i egne butikker. Og leder vi danske forbrugere efter kvalitet – får vi også lov til at betale for det. Det er godt, men da vi i forvejen er et af de lande, som beskatter fødevarer højt så hænger kvalitet og pris måske ikke helt sammen. Dertil kommer, at den store lup skal frem for at kunne læse varedeklarationen om det er tysk eller dansk produceret og slagtet her i landet. Reklamerne vil gerne lokke forbrugeren ind i butikken men kan vi forbrugerne være sikker på hvad vi køber? Jeg hader at spille et spil, når modstanderen er skjult, og har ret til gode kort som bl.a. ændring af datomærkning, og marinade til at skjule den triste farve kød kan få. Derfor er det vigtig for hele Danmark, at vores velfærd ikke forringes ved at forringe fødevarekontrollen. I sidste ende kan det koste mere for den enkelte borger/region pga. sygehusophold + sygedagpenge og dermed mistet skatteindtægt. Og hvem vil ikke gerne forebygge i stedet for at helbrede, når skaden er sket?