Roundup-producent skal betale gigant-erstatning til kræftsyg mand

En amerikansk mand er blevet tildelt erstatning i verdens første sag om kobling mellem ukrudtsmiddel og kræft

Kræftsyge Dewayne Johnson krammer sin advokat efter fredagens domsafsigelse, hvor han blev tildelt en erstatning på 1,9 milliarder kroner fra Monsanto, producenten af ukrudtsmidlet Roundup. Foto: Josh Edelson, Ritzau Scanpix
Sundhed 11. august 2018 01:22 - Opdateret 11. august 2018 14:21

USA: Et nævningeting i den amerikanske delstat Californien har fredag beordret virksomheden Monsanto til at betale en mand en erstatning på 289 millioner dollar - eller knap 1,9 milliarder kroner - for at være ansvarlig for hans terminale kræftsygdom.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dewayne Johnson, der arbejdede som skadedyrsbekæmper i et skoledistrikt i San Francisco, havde lagt sag an mod den multinationale kemivirksomhed, fordi han mente, at ukrudtsmidlet Roundup, som Monsanto fremstiller, havde givet ham kræft.

Det var nævningene enige i. De mente, at Monsanto ikke havde gjort nok for at advare om risikoen ved brug af Roundup.

Dewayne Johnson var 42 år, da han i 2014 blev diagnosticeret med den særlige type lymfekræft non-Hodgkin lymfom.

Sagen er den første af sin art i USA, men Monsanto står over for 5000 lignende søgsmål på tværs af landet.

Efter domsafsigelsen oplyser Monsanto ifølge nyhedsbureauet AP, at den vil anke dommen. Virksomheden argumenterer for, at det tager årevis at udvikle non-Hodgkin lymfom. Dermed måtte Johnson have fået kræft, før han begyndte at arbejde i distriktet, hvor han jævnligt brugte ukrudtsmidlet.

Monsanto har benægtet enhver sammenhæng mellem Roundup og kræft.

Her hjemme har brugen af pesticidet glyfosat, som forbrugere og landmænd bedre kender under produktnavnet Roundup, også været genstand for stor debat.

Således meddelte regeringen så sent som i juni, at den ville ændre restriktionerne på brugen af produktet.

Hvor det tidligere var tilladt at bruge pesticidet indtil 30 dage før høsten, ville miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) gøre det forbudt efter første spiring hos såkaldt konsumafgrøder.

Konsumafgrøder dækker over afgrøder som korn, ærter og maltbyg, der indtages af forbrugerne.

Restriktionerne på brugen af glyfosat, som er det mest brugte pesticid i Danmark, blev vedtaget i pesticidaftalen på Christiansborg. Med i aftalen er ud over regeringen Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

De nye regler trådte i kraft 1. juli.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...