Rovfugle over Skagen

Ornitolger er samlet i Skagen med blikket mod himlen

Fugle 23. april 2003 08:00

SKAGEN: Forårets varme betyder, at rovfuglene søger mod nord. På deres vej nordpå kommer de allerfleste forbi Skagen, for at gøre turen over havet kortest muligt. På landjorden strømmer ornitologer derfor til Skagen i denne tid for at se de mange forskellige arter. Tidligt søndag formiddag var der kun et par ornitologer på plads på toppen af Flagbakken, men der kom flere i en lind strøm. I løbet af en times tid var de to blevet til 15. - Der er en tårnfalk, udbryder en og peger. De andre retter hurtigt kikkerten mod det udpegede sted og er enige. Derefter kan de skrive observationen ind i deres medbragte notesbøger. Mens NORDJYSKE overvågede observatørerne, kunne de blandt andet notere fiskeørn, rørhøg, dværgfalk, spurvehøg, musvåge og tårnfalk. Et par lokale fuglekiggere var på plads, men folk kom fra mange forskellige steder. Jørgen Nørgård havde taget turen fra Lemvig for at kigge på fugle. Han har sommerhus i Skagen for at kunne komme på fuglekiggeri. For cirka 20 år siden blev han inviteret til Skagen af nogle venner, som introducerede ham for ornitologien. Han var straks solgt. Han bruger gerne hele dagen med vindjakke, kikkert og notesbog. Senest har han været en tur i Himalaya for at kigge på fugle, og nu bruger han påskedag på toppen af Flagbakken. Men hans kone bliver ikke sur af den grund. - Hun er da også med sommetider, forklarer han med et smil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...