Lokalpolitik

Royal Greenlandi kamp med landsstyremedlem

NUUK:Ordstriden mellem ledelsen i Grønlands største virksomhed, Royal Greenland, og landsstyremedlemmet for erhverv og arbejdsmarked, Johan Lund Olsen (IA), om virksomhedens loyalitet over for landsstyret blev fredag optrappet. Landsstyremedlemmet har anklaget den hjemmestyreejede virksomheds direktion for at gå langt videre, end landsstyret har givet mandat til, når det gælder den fremtidige strategi. Johan Lund Olsen har blandt andet kritiseret, at virksomhedens koncernchef, Keld Askær, har gjort sig til talsmand for eventuelt at frasælge eller fusionere nogle af Royal Greenlands udenlandske aktiviteter ind i andre selskaber. Landsstyret mener, at det er for tidligt at drøfte en privatisering af Grønlands vigtigste virksomhed. - Jeg er uforstående over for Johan Lund Olsens udtalelser om, at han ikke har kunnet komme i dialog med selskabets bestyrelse og direktion. Tværtimod har bestyrelsens formandskab og direktionen flere gange måtte gå forgæves til aftalte møder, som er blevet aflyst fra landsstyrets side, siger virksomhedens fungerende bestyrelsesformand, Ole Kielmann Hansen. Landsstyremedlemmet ønsker ikke længere at kommentere striden, og ifølge KNR, Grønlands Radioavis, er sagen nu havnet på landsstyreformand Hans Enoksens (Siumut) bord. /ritzau/