Royal kælder i Roskilde er på top ti over årets vigtigste fund

Slots- og Kulturstyrelsen har udnævnt årets ti vigtigste arkæologiske fund hos museer landet over.

I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete I. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens top ti over årets fund.

I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete I. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens top ti over årets fund.

KØBENHAVN:Fundet af en kælder i Roskilde, der menes at have tilhørt dronning Margrete I, er på listen over årets ti vigtigste arkæologiske fund.

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Blandt de andre fund er et cirka 3000 år gammelt offerfund med en behornet mand fra Thy, en mystisk solskive af rav fra Viborgegnen og en bronzealdergravhøj med et ligbrændingsanlæg i Bellinge ved Odense.

I Roskilde er middelalderarkæolog Jesper Langkilde stolt over, at den royale kælder er kommet på listen, der offentliggøres for 10. år i træk.

- Det er ikke hverdagskost at finde så velbevarede bygningsrester fra Middelalderen, og når vi så oven i købet med stor sandsynlighed kan fastslå, at kælderen har tilhørt Margrete I, så bringes fundet efter min mening i en klasse for sig.

- At Slots- og Kulturstyrelsen deler den vurdering og placerer fundet af kælderen på årets top 10 over arkæologiske fund, er jeg selvfølgelig utrolig glad for, siger Jesper Langkilde fra museumskoncernen Romu.

Kælderen dukkede tidligere på året op blandt rester af murværk, keramikskår og gamle byggematerialer i Lille Grønnegade i Roskilde.

Kælderen har efter alt at dømme tilhørt Margrete I, der levede fra 1353 til 1412 og regerede over Danmark, Norge og Sverige.

Kælderen har angiveligt været en del af et hus, som dronningen lod ophøre nær Vor Frue kloster, så hun kunne være tæt på nonnerne, når hun var i Roskilde.

Af andre fund på listen kan nævnes en stenaldergrav på Langeland, som havet var tæt på at ødelægge, før arkæologerne kom graven til undsætning.

Nye udgravninger i hjertet af København, der afdækker dele af byens middelalderlige vold, er også at finde på listen over de betydeligste fund.

Listen er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsens Center for Kulturarv på baggrund af museernes egne indberetninger af fund.

Kriteriet for at blive udvalgt er, at der skal være tale om et fund, som tilfører betydelig ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.