Royalt besøg i Nordjylland

Dronning Margrethe overværer NORDJYSKE Mediers 250 års jubilæumsforestilling i Musikkens Hus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brudstykker af mediehuset historie indgår i den jubilæumsforestilling, som Dronningen skal overvære i Musikkens Hus.

Lørdag 7. januar 2017 får Aalborg fint besøg. Det sker, når dronning Margrethe gæster Musikkens Hus for at overvære NORDJYSKE Mediers 250 års jubilæumsforestilling.

Dronningen og de særligt inviterede vil komme til at opleve Aalborg Symfoniorkester og skuespillere fra Aalborg Teater, som opfører en jubilæumsforestilling.

Ved samme lejlighed uddeler NORDJYSKE Medier i samarbejde med Aalborg Stiftstidendes Fond en særlig 250 års jubilæumspris til en person, der med respekt for fortiden tager afsæt i nutiden for at forme fremtiden og på den måde har stor betydning for vores samfund og vores demokrati.

Prisen har en direkte forbindelse til de fire aalborgensiske præster, der fra 2. januar 1767 udgav avisen Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger.

- Det skete som navnet antyder med formålet at nytte og fornøje, og det er her 250 år senere fortsat en ledetråd for os, hvor vi som overordnet publicistisk mål har at skabe demokratisk værdi for nordjyderne, siger NORDJYSKE Mediers ansvarshavende chefredaktør, Per Lyngby.

- Vi husker vores historie, fortsætter Per Lyngby, hvor avisen de første 82 år, før Danmark fik en grundlov, var underlagt censur, og vi husker, at to af mine forgængere som ansvarshavende redaktører i slutningen af 1800-tallet blev afsat på regeringens forlangende, fordi de blev opfattet som for kritiske over for den daværende Højre-regering.

- Vi husker også besættelsestiden med tysk censur, bombesprængning af trykkeriet, og at den daværende ejer og ansvarshavende chefredaktør, Alf Schiøttz-Christensen, blev så truet på livet, at han måtte gå under jorden.

Brudstykker af både den dramatiske historie og mere muntre indslag indgår i den jubilæumsforestilling, som Dronningen skal overvære i Musikkens Hus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.