Musik

Royalt rolleskifte

Frederik er blevet den ansvarsfulde, statelige tronfølger, der nu opfylder folkets bøn om en tronarving - Joachim derimod fremstår som den ansvarsløse svirrebror. Men engang var det lige omvendt, og kløften mellem de to brødre har aldrig været større end

Joachim og Frederik har altid været tætte. Storebror og lillebror i tykt og tyndt. Der var kun godt et års aldersforskel på de to brødre, og de havde mange forskellige interesser - rockmusik, hurtige biler, sport og i 80'erne var de ikke et særsyn sammen på de smarte cafeer i indre København. Men forholdsvist hurtigt faldt lillebror Joachim til ro, fik en landmandsuddannelse, passede sit arvegods i Sønderjylland, giftede sig med den yndige Alexandra, der på passende tidspunkter leverede en arving. Frederik derimod brugte mange, mange år på at gøre det hans mor, dronningen, i den nye samtalebog "Margrethe" kalder "fordampe". Gang på gang måtte danskerne konstatere, at der var kommet en ny kandidat til kronprinsessetitlen - så hed Malou, så hed Katja, så hed hun Maria, så hed hun Betina, og så var der alle dem, vi ikke hørte om. Han rejste verden tynd og vovede skindet ved utallige halsbrækkende manøvrer - på indlandsisen, i luften, under vandet og på landevejene i egen bil. Kronprinsen var stadig en hyppig gæst specielt i det københavnske natteliv og en aktiv del af det populære jetset. Han opførte sig som mange af sine unge kronprinse-kollegaer rundt om i de europæiske kongehuse - som en rigtig prins playboy. Lige indtil han mødte Mary ... I dag er forskellen på de to brødre større end, mens Frederik bliver gift, bliver lillebror Joachim skilt, mens Frederik og Mary proklamerer, at der er en tronfølger på vej, er det nu Joachim, der rydder forsider med sine natlige eskapader på landets diskoteker. Gin og girls "Du er et svin", skriver B.T provokerende på avisens forside i fredags med henvisning til prins Joachim. Selv om historien "kun" handler om, at en kendt, svensk popsanger, Bo Sundström, der oprindelig er forsanger i det svenske band, Bo Kaspers Orkester, har skrevet en temmelig fornærmende sang om den danske prins, så er denne hidsige forside kun en blandt temmelig mange og en tydelig indikator på, at fløjlshandskerne er smidt, når det handler om den ellers før så vellidte prins. Joachim, som ellers mest fremstod som landsmandsprinsen, der passede sine Schackenborg-kartofler i Møgeltønder, skulle pludselig skilles fra pressens darling Alexandra og blev pludselig uge efter uge fotograferet ofte i armbaskende dans på et dansegulv med en gin og tonic i hånden eller dvælende på bardisken med en pige ved hånden - og gerne på diskoteker langt fra de københavnske jetset-barer, hvor hans storbror tidligere havde slået rødder. Det var egentlig formiddagsbladet Ekstra Bladet, der tog hul på historierne om Joachims natteroderi med en historie om, at den ny-separerede prins slog sig løs på et diskotek i Silkeborg og tilmed havde haft snøren ude efter et par af oplandets skønheder. Han fik hurtigt upassende tilnavne som "Prins-Pilfinger" og "Party-Prinsen". Historierne i ugebladet Se og Hør har siden offentliggørelsen af Joachims skilsmisse med prinsesse Alexandra heller ikke været af den flatterende slags. Forsider med teksten: "På druk med 19-årig - i byen med garderobepigen Trine", "Vild nat igen - nu i Skive" og lignende har flere gange været ugens kulørte tophistorie. At prins Joachim i denne tid får flere eskapade-historier på forsiden end sin bror, har at gøre med, at de begge har indtaget nye roller, mener bladets chefredaktør. - De har nærmest byttet roller. Der er nok mange, der husker, hvordan nationen næsten gik og sukkede: "Havde det dog bare været Joachim, der skulle arve tronen". Han var den regelrette, han havde format og var seriøs - i stedet for lillebror Frederik, der var kejtet, havde problemer med at formulere sig, han virkede mut og sur over for pressen og havde slet ikke det format, som man med rimelighed kunne forvente af et royalt overhoved. - Frederik er i de seneste tre år vokset utroligt både i forhold til opgaven, men også som menneske. Han virker moden og i balance med sig selv. Den rolle, som Frederik tidligere havde, fylder Joachim - uden held - ud med et ungdomsoprør med alt for mange års forsinkelse, siger Henrik Qvortrup, der ikke betragter det som sin opgave at holde hånden over Joachim, blot fordi han har problemer i privatlivet og lige er blevet skilt fra Alexandra. Tværtimod er den kontrast, der er opstået mellem de to brødre, interessant. - At Mary og Frederik bliver gravide nu er lige efter bogen, og i de kommende uger vil vi se, hvordan deres popularitet vil stige til nærmest ubegribelige højder. I modsætning til Joachim, der kvajer sig igen og igen. Det sidste år har ikke været optimalt for ham. Hvis han har den trang lige nu oven på en skilsmisse, ville det være mere kløgtigt at slå sig løs under andre himmelstrøg og ikke på diverse diskoteker i mindre jyske byer, lyder rådet fra chefredaktøren på Se og Hør, Henrik Qvortrup. Patetisk panikalder Anderledes ser hof-historikeren Benito Scocozza på både Joachims og Frederiks hamskifte. Selv om skilsmissen er en realitet, tror han, at Joachim har været offer for en forudsigelig presse, der ovenpå bruddet VIL skrive historierne om "Prinsen, der slår sig løs": - Dét er historien, som man forsøger at lave om Joachim i øjeblikket, men den er formentlig blevet voldsomt pisket op. Jeg har simpelthen ikke tiltro til pressen på det område, og den historie med Joachim måtte jo komme efter, at han er blevet skilt fra en yndig prinsesse, som alle elsker. Nu kan han jo ikke nærme sig en dame, uden at der bliver gjort en skandale ud af det, mener historikeren. Men spørgsmålet er så, om Joachim, der trods alt blev gift i en tidlig alder af 26 år, ikke skal have lov til at "løbe hornene af sig", når vi nu - befolkningen, dronningen og ugebladene - tilsyneladende havde forståelse for, at hans storebror Frederik i årevis "levede det søde liv". Brand-eksperten Sten Helgens Bingeli fra Brandhouse mener også, at det efterhånden skarpt optrukne skel mellem Joachim og hans storebror Frederik skal ses i lyset af, at historien næsten har et melodramisk sort/hvidt skær, som gør historien nærmest eventyrlig let at servere for læserne: - Tidligere var Joachim den stabile, mens Frederik skulle modnes, nu er det omvendt. At der er en sort og en hvid prins som i eventyrerne er jo også, som mange gerne vil se det, det giver noget at tale om. Derfor trækkes prinsernes karakterer også op i pressen og i bevidstheden. Prins Joachim har været vant til at kunne gå i byen i København uden den store opmærksomhed gennem ungdomsårene. Københavnerne kendte og beskyttede prinserne. Nu er han på en helt anden boldbane med kønne provinspiger, som vil gøre alt for at komme i Se og Hør, for det er deres 15 minutters fame - og helt sikkert den eneste, hvis de ikke når i bladet som topløs sommerpige også. Han er lidt dårligt rådgivet her, den gode Joachim - og falder i, vurderer Stiig Helgens Bingeli. Det ligger til familien Henrik Qvortrup mener dog, at der er noget rivravruskende galt i den måde, Joachim opfører sig på - det er ikke kun et spørgsmål om, at han har indtaget de jyske diskoteker til fordel for de københavnske: - Problemet er, at rækkefølgen er forkert. Joachim var den fornuftige, han slog sig ned og fik børn - måske alt for tidligt. Nu minder han allermest om en, der er i panikalderen og lidt patetisk er ude og realisere sig selv, når han turnerer rundt på diverse provins-diskoteker og lader sig bekræfte af den ene blondine efter den anden, lyder meldingen fra Qvortrup. - Med Frederik var det anderledes. Vi var tålmodige, "sådan gør unge mænd jo". Selv om jeg personligt mener, at vi var FOR langmodige med ham og tidligere burde have stillet krav om, at det ikke kun handlede om hans navle, så må vi erkende, at erkendelsen kom til ham selv først. Nu betragtes han jo af de fleste som en ansvarlig tronfølge. Det interessante er, om han formår at fastholde det, og skulle det vise sig, at han endnu ikke har løbet hornene af sig, så er han ikke fredet af Se og Hør, fastslår chefredaktøren. Moder Margrethe har givet udtryk for, at "det lå til familiens mænd at blive gift i en sen alder". Det blev hendes egen far, Frederik 9., nemlig også. Men dronning Margrethe har absolut også bemærket specielt sin ældste søns forvandling. I hvert siger hun således i Annelise Bistrups nye biografi "Margrethe": - Frederik er jo ikke en konventionel type: Jeg tror, Mary kan give ham varme og ro. Han har nemt ved at komme nær på os. Han "fordamper" ikke så meget mere. Jeg havde lidt af den samme lyst til at "fordampe", da jeg var ung. Fordi man ved, hvad der venter én. Man ved, at på et tidspunkt er friheden forbi. - Der er sket en modning med ham i løbet af de senere år, og efter han er blevet frømand. Han har fået den sikkerhed, der skal til, for man kan komme videre. Og så møder han altså Mary på det helt rigtige tidspunkt - og har modet til at forfølge det, han møder, siger dronning Margrethe i bogen. Syndsforladelse Henrik Qvortrup er i hvert fald ikke i tvivl om, at Frederik - i modsætning til Joachims nuværende - er tilgivet fortidens synder. Både de mere luftige damebekendtskaber, svirreturene og fartsynderne, som kan have skabt forargelse hos familien Danmark. Og mon ikke den populære Mary har haft en finger med i den proces, vurderer Henrik Qvortrup. - Han er tilgivet alt. Det er der ingen tvivl om - i modsætning til Joachim, der nok får det sværere. Skilsmissen har været en øjenåbner. Det har gjort dem menneskelige - de er dødelige, de drikker, de befamler også piger på diskoteker. Historien er den skandale, man ikke troede kunne ske - de kongelige faldt ned af piedestalen, og jeg tror, de fleste af vores læsere mener, at Joachim har trukket monarkiet ned på et niveau, hvor det ikke hører hjemme, med sin nuværende opførelse, siger han. Dårligt ry fordamper let Men er det nu så slet for kongehuset, at Joachim i øjeblikket tilsyneladende nyder sin nyvundne frihed som ungkarl. Skal vi lade os forarge over, at han kysser kvindelige undersåtter, og er han ved at undergrave monarkiet, som Henrik Qvortrup mener? Brandeksperten Stiig Helgens Bingeli er ikke bekymret for kongehusets fundament - heller ikke selv om Joachim i øjeblikket slikker sine sår på forsiden af ugebladene og formiddagsbladene. Han mener tværtimod, at han tilgives lige så nemt og hurtigt, som hans storebror blev det, og Joachims nuværende lidt blakkede ry kan fordampe lige så hurtigt, som den alkohol han indtager. - For det første skal vi huske på, at disse historier om Joachim er utrolig små historier. Det er hvad-så-historier. Han har stået på en bar og klappet et par piger bagi. Det er der vist mange, der har. Det har vist svært ved at forarge mange. Grunden til, at det er blevet pustet sådan op, er, at det er et provins-fænomen. Årets begivenhed - mobiltelefonerne har glødet derude i de små provinsbyer, når prinsen er dukket op. Havde det forgået i København på Cafe Ketchup eller et af de andre in-steder, var det aldrig blevet en historie. Københavnerne kender og beskytter prinserne på en helt anden måde, siger Stiig Helgens Bingeli. Ifølge brandeksperten har kongehuset noget nær det stærkeste brand i Danmark, og Joachims flagrende opførelse gør altså ikke langvarig skade, mener han: - Danskerne er ikke så bornerte og dobbeltmoralske. Dér hvor faren derimod kan ligge er, når kongehusets privilegier ikke stemmer overens med moral - for eksempel de episoder med ekstreme fartoverskridelser o.s.v., siger Stiig Helgens Bingeli. Benito Scocozza er heller ikke så bekymret for kongehuset ry og rygte. Det kan holde til det, der er langt værre end eskapader. Og ja, der findes faktisk noget, der er meget værre. - Begge brødre kunne være nogle stivstikkere - ligesom dem fra Berleburg. Det havde da slet ikke været til at holde ud, mener Scocozza.