Nørresundby

RTX-telefoner for mia. i Asien

Underleverandør vil sælge nordjyske telefoner i seks lande

NØRRESUNDBY:Går det som forventet vil det Hong-kong-baserede selskab Giant Wireless Technology i løbet af de næste tre år sælge for en milliard kroner internet-telefoner fra det nordjyske RTXTelecom i seks lande i Asien. Giant Wireless Technology står i dag som underleverandør af RTX-telefonerne, som fremstilles på fabrikker i Kina. Men på de nye asiatiske markeder - i Hong-kong, Singapore, Malaysia, Thailand, Indonesien, Taiwan og Kina - vil Giant Wireless selv stå for salget. Til gengæld får RTXTelecom en royalty for hvert solgt apparat. Og selv om det kom lidt bag på det børsnoterede RTX, at Giant Wireless udsendte en pressemeddelelse om forventningerne, før aftalen var underskrevet, er administrerende direktør Jørgen Elbæk ganske godt tilfreds med partnerens meldinger. - Det antyder jo i hvert fald, at de vil gøre en rigtig stor indsats på salgssiden, og det kan vi jo kun hilse velkommen. På den anden side må vi sige, at vi er nødt til at se nogle konkrete resultater, før vi kan basere vores egne regnskabsforventninger på tallene, siger Jørgen Elbæk. RTXsidder selv på salget af de såkaldte IP-telefoner (som kan bruges både til fastnettelefoni og samtaler over computerens internetforbindelse) i 46 lande - først og fremmest i Europa, men også i USA, Canada, New Zealand og Australien. Indtil videre er telefonerne fra Nørresundby, som havde premiere omkring nytår, stadig stort set alene om markedet, men masser af konkurrenter er på vej. Og blandt andet derfor har Giant Wireless også stort hastværk med at få udnyttet forspringet. Jørgen Elbæk vil ikke røbe tal for den nuværende salg, lige så lidt som han vil sætte tal på den royalty, der forventes af underleverandørens salg i Asien. - Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi betragter begge dele som en rigtig god forretning, siger Jørgen Elbæk. Og han tilføjer, at aftalen med Giant Wireless betyder en royalty ud over det normale, fordi Hongkong-selskabet kommer relativt nemt til produkterne. - I virkeligheden skal de jo bare skrue lidt op for tempoet på de bestående produktionslinier, og det er noget anderledes end de typiske licensaftaler, hvor partnere jo selv skal til at investere i en produktion, forklarer Jørgen Elbæk. Den lidt uventede pressemeddelelse fra den asiatiske partner tvang RTXTelecom til at lægge lidt luft til milliardforventningen med en børsmeddelelse, hvori det fastslås, at ledelsen i Nørresundby anser, at "de estimerede 180 millioner US-dollar i meromsætning over tre år for Giant Wireless Technology er et optimistisk beløb".