Ruby Rejser dropper Aalborg

Umuligt at få de nødvendige fly de rigtige dage

Turisme 6. marts 2007 05:00

Trods stor succes har rejsebureauet Ruby Rejser fra Århus været nødt til at sige farvel til sin ugentlige afgang fra Aalborg til Korsika i Frankrig. Beslutningen er truffet så sent, at det stadig fremgår af bureauets trykte katalog, at der er en afgang til Korsika fra Aalborg om søndagen. Men det er der altså ikke, slår Jens Ole Aaris fra Ruby Rejser fast. Selskabet har ganske simpelt ikke kunnet skaffe den nødvendige flykapacitet fra Aalborg om lørdagen. En overgang så det ud til, at bureauet kunne løse problemet ved at flytte den ugentlige lørdagsafgang til om søndagen - som det fremgår af kataloget. Men da skiftedagene sydpå normalt er om lørdagen, så var der ikke hotelkapacitet nok til, at selskabet kunne skaffe indkvarteringer, til de gæster der ville ankomme om søndagen. Og de hoteller, man troede, der var en aftale med, de var alligevel ikke villige til at flytte skiftedagen fra lørdag til søndag. Jens Ole Aaris, der oprindeligt selv stammer fra Aalborg, er ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at få Aalborg-afgangen med i år. Ruby Rejser debuterede fra Aalborg Lufthavn sidste år, og det var en ubetinget succes. Faktisk var Aalborg den afrejselufthavn, hvor selskabet hurtigst fik solgt sine ture fra. Sidste sæson fløj Ruby Rejser fra Aalborg med et fly, der have plads til 72 passagerer, og egentlig ville man i den kommende sæson gerne have øget antallet af flysæder. Men Jens Ole Aaris satser på, at Ruby Rejser er tilbage i Aalborg næste år. Om ikke andet så har tilstedeværelsen i det nordjyske betydet, at nordjyderne har fået øjnene op for, at der er noget, der hedder Ruby Rejser. Selskabet er ene på markedet med sine fællesrejser, og det har nordjyderne også fået smag for. Fællesrejseprincippet går ud på, at Ruby Rejser sætter sig på et helt hotel - også køkkenet. Og selskabets gæster er så fælles om at stå for madlavningen. Ruby Rejser er også stærke på cykelferier. Og en nyskabelse har sneget sig ind her. Nu kan man også komme af sted op gruppeture på cykel, hvor det tidligere var en individuel fornøjelse. Vandrerferier bliver også mere og mere populært, og her har Ruby Rejser også et par nyskabelser - f.eks. ture på Cuba og i Kirgisistan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...