Rudolf regerer fortsat

Rekorden fra 1993 bliver heller ikke slået i år

Henning Hansen
Arne Nor­mann rå­der over 18 hes­te på går­den i At­trup, og selv om Rud­olf Le Ann er pen­sio­ne­ret som væd­de­lø­ber, får den gam­le stjer­ne stor op­mærk­som­hed - og ny­der det. Foto: MET­TE nIEL­SEN
Hestesport 25. august 2007 06:00

ATTRUP: Kroppen er slidt, og luftvejene behøver daglig medicin, men den majestætiske udstråling og vrinskende autoritet er stadig i behold hos Rudolf Le Ann. - Han har altid været en primadonna, og han føler sig stadig som kongen i stalden, smiler træner Arne Normann, der siden 1997 har haft den tidligere toptraver i sin varetægt på gården i Attrup ved Brovst. I en hestemæssigt fremskreden alder, 18 år, virker Rudolf Le Ann en smule i avlen og nyder ellers sit velfortjente otium efter en fantastisk karriere, der gjorde den flotte kulsorte hingst til en værdig arvtager for legendariske og folkekære Tarok. En vild krabat Det tydede ellers ikke sådan i starten, hvor den unge Rudolf opførte sig så vildt, at netop Taroks træner, Jørn Laursen, spåede, at hesten aldrig ville blive væddeløber. Men Arne Normann fik sat skik på temperamentet, da ejerne, Susanne og Denny Bendsen, gav ham ansvaret for den uregerlige krabat på Stutteri Le Ann i Frederikssund, og sejrene kom straks i en lind strøm i en periode, der også bød på yderst tragiske og dramatiske hændelser. Ejerparret omkom I 1993 var ejerparret blandt fem omkomne i et lille fly, der på grund af brændstofmangel styrtede ned i den svenske sø Vänern på vej til et løb på Färjestad-banen. Kusken, Steen Juul, var blandt de tre overlevende, men nåede ikke frem til løbet, hvor Arne Normann i mellemtiden havde hyret svenske Olle Goop til at køre Rudolf Le Ann, der blev nr. to efter galop undervejs. - Jeg hørte først om ulykken efter løbet og gik helt i opløsning. Det var et chok, som stadig præger mig, lyder det sagte fra Arne Normann ved siden af fru Jette i dagligstuen, mens de kaster et blik på billedet af det afdøde ejerpar, der hænger på væggen. Livstruende sygdom Døtrene Ann og Lea overtog Rudolf Le Ann, der vandt derbyet og flere andre storløb, inden hesten som 5-årig fik tarmslyng og svævede mellem liv og død. - Kun en hurtig operation gjorde, at Rudolf reddede livet og genoptog karrieren, men han nåede aldrig helt de samme højder som før sygdommen, konstaterer Arne Normann, der undervejs ragede uklar med ejerne og var væk fra hesten i tre mindre succesrige år, inden han igen fik overdraget kommandoen og genskabte løbshumøret. En krone for hesten - Rudolf stod undervejs opstaldet hos Steen Juul og trivedes ikke i de uvante omgivelser. Han er tryghedsnarkoman og savnede simpelthen mig ved sin side, lyder det fra Arne Normann, der i mellemtiden havde købt gården i Attrup. Her blomstrede Rudolf Le Ann op og løb i yderligere fire år, inden karrieren sluttede som 12-årig. Samtidig valgte ejerne at overdrage hesten til Arne Normann for en krone som kvittering for hans indsats gennem årene. En klump i hjertet - Rudolf betyder alt for mig, og jeg får ofte en klump i hjertet, når jeg kigger på laurbærkransene og billederne fra hans mange storløb. En så prægtig hest får man kun én gang, konstaterer 56-årige Arne Normann, der oprindelig stammer fra Brønderslev. - Rudolfs format understreges af, at rekorderne fra 3-års sæsonen og derbysejren som 4-åring endnu ikke slået - selv om travheste generelt løber hurtigere og hurtigere. Og i derbyet var ørehætten endda ikke trukket, hvilket normalt får hesten til at øge farten. Nordjyde vinder Arne Normann tror, at Rudolf Le Ann med kilometertiden 1.15,9 også vil være Danmarks hurtigste derbyvinder, når dette års udgave er afviklet i morgen i Charlottenlund. Han tipper sejr til sin nordjyske trænerkollega Flemming Jensen bag Local Conch. - Flemming har den stærkeste hest, og han er en snu ræv til at køre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...