rugbrød

Fødevarer 13. september 2009 06:00

Rug blev først taget i dyrkning relativt sent i forhold til dens ærværdige kusiner, hvede og byg. I Norden blev den således først dyrket regelmæssigt fra middelalderen. Men ligesom havren stammer den også fra den frugtbare halvmåne i Mellemøsten og levede i markerne som ukrudt i lang tid, inden mennesket fandt på at de ligeså godt kunne dyrke og spise den. Og det er jo heldigt for danskerne, for rugbrød er godt, og så er rug en nøjsom plante, som klarer sig godt på de lette jorde i Jylland, oplyser Lene Mariager, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Besparelsen ved at bruge egen surdej af kærnemælk, rugmel og vand i stedet for at bruge surdejspulver rækker snildt til en ekstra sommerferie for bageren, siger bagerlærer Kristinn Kristinsson. Når man skal have sine anbefalede 57 gram fuldkorn om dagen, så er det ikke afgørende, at man kan se hele kerner; malet er okay, siger ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen. Brødvirksomheden Schulstad har ét bageri, der er godkendt til at bage alle typer af økologisk rugbrød. Det ligger i Pandrup. Rugbrød - det rigtige rugbrød - kan købes ude i den vide verden, hvis man kommer et sted hen, hvor danskere og tyskere er samlet i stort antal. På feriecentre eller i etniske enklaver. Skiveskåret rugbrød kan være vanedannende i forhold til brød, man selv skærer, fordi det får en anden - og federe - overflade på grund af den maskinelle kniv, der skærer skiverne. Holdbarheden er større for rugbrød, man køber hele. Også selv om man skærer af det. Surdej kan overleve på køl - i op til 14 dage, siger Kristinn Kristinsson. Gug-bager Allan Nikolajsen lader dog nødig sin stå mere end én dag på køl, og helst vil han pleje den hver dag. Coops analyseafdeling vurderer, at der salget af rugbrød på to år er faldet 5 til 10 procent. Manglen på præcision skyldes, forklarer analysechef Lars Aarup, at “Rugbrød” ikke er registeret som én vare – men som en masse varenumre, der dækker over rufler, kernerugbrød, lyst rugbrød, rugkiks og så videre. Dansk Supermarkeds informationschef Erik Eisenberg tvivler på, at nogen detailkæde vil hjælpe med oplysninger om salget af rugbrød.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...