Børnepasning

Rugbrødsmadder til 68 børn

Kronborg Børnehave har som led i den nye madordning valgt at ansætte Astrid Christoffersen i køkkenet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fire forskellige slags pålæg tilbydes hver dag til børnene. Den første dag er der æg, leverpostej, torskerogn og hamburgerryg på menuen sammen med agurkestykker. Heldigvis får Astrid Christoffersen hjælp af Marieanna Nielsen, der også har været på hygiejnekursus.

Grønt, groft og magert. Det er kodeordene for den frokost, der serveres hver dag for børnene i Kronborg Børnehave. Børnehavens leder Susanne Mortensen har sammen med bestyrelsen fastlagt en kostpolitik - ud fra de otte gyldne kostråd og Thisted Kommunes politik på området - og har også besluttet, hvilken form for madordning, børnehaven skulle satse på. Fremfor at få maden bragt udefra har børnehaven valgt at ansætte Astrid Christoffersen, idet hun deler sin arbejdstid mellem en funktion som pædagogmedhjælper og en funktion som køkkenassistent. Det er først og fremmest hende, der hver dag skal stå for at lave rugbrødsmadder til de 68 børn samt de voksne ansatte. Hver dag er der fire slags pålæg, idet der tre dage om ugen er fisk som et af tilbuddene. Leverpostejsmadder vil være på menuen hver dag, fordi alle børn kan lide det, mens de øvrige rugbrødsstykker belægges med f. eks. hamburgerryg, torskerogn, og æg. Dertil serveres også en slags grønt i form af agurk, ærter eller majs. Nogle af forældrene har været bekymrede for, om deres børn vil kunne lide maden, så derfor har man valgt, at leverpostej altid skal være et tilbud, men Astrid Christoffersen tror nu ikke, at børnene vil være så kritiske, når det kommer til stykket. - Min erfaring er, at børn gerne spiser det, som andre børn kan lide. Astrid Christoffersen er udlært bager men har inden ansættelsen i Kronborg Børnehave været på det obligatoriske tredages hygiejnekursus. To af børnehavens øvrige ansatte har også allerede været på dette kursus, og det er meningen, at resten af personalegruppen skal gennemføre dette i løbet af de førstkommende måneder.