Hjørring

Daniel Rugholm i FN topjob

x-viceborgmester i Hjørring, Daniel Rugholm (K), ansat i FN’s Fødevareprogram

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Daniel Rugholms familie stammer fra landsbyen Rugholm sydøst for Hjørring. Privatfoto

HJØRRING:Hjørrings 1. viceborgmester Daniel Rugholm trak sig for nyligt overraskende fra posten som 1. viceborgmester i Hjørring med henvisning til et nyt job. Dengang ville han ikke fortælle, hvad jobbet var.

Nu oplyser han, at han pr. 2. oktober er ansat som særlig rådgiver for generalsekretæren i FN’s Fødevareprogram i en nyoprettet stilling med fast arbejdsplads i ledelsessekretariatet i Rom.

- Jobbet passer perfekt til mig. Jeg skal rådgive om politik og kommunikation og samtidig bygge netværk blandt statsledere, ambassadører og andre vigtige relationer for generalsekretæren, heriblandt de kendisser, som støtter WFP’s arbejde.

I sit nye arbejde kommer han til at møde toppolitikere som præsident Trump og præsident Macron samt FNs ambassadører som Sean Connery, Shakira og José Mourinho.

Daniel Rugholm bliver en af lederne i ledelsessekretariatet med ansvar for generalsekretærens kommunikation og særlige relationer. Generalsekretæren er den forhenværende guvernør i South Carolina, USA, David M. Beasley.

- Jeg har fået at vide, at det første møde, jeg skal med til sammen med generalsekretæren bliver med Madeleine Albright (USA’s tidligere udenrigsminister). For en politisk nørd som mig, bliver det ikke mere spændende, siger Daniel Rugholm til NORDJYSKE.

Han deltog i begyndelsen af 2017 i The National Prayer Breakfast i Washington, hvor der blev skabt kontakter.

- Jeg blev inviteret til en samtale. Det er en nyoprettet stilling, hvor jeg selv var med til at udforme jobbeskrivelsen, oplyser Daniel Rugholm.

- I det hele taget kunne FN lide mit CV og den baggrund, jeg har.

Daniel Rugholm var folketingsmedlem i to år fra 2014, hvor han afløste Lene Espersen, da hun forlod Folketinget Han siden været ansat som rådgiver for Karen Hækkerup, direktøren for Landbrug og Fødevarer på Axelborg i København. i Starten af sin erhvervskarriere var han landeschef i Sverige for it-virksomheden Targit fra Hjørring. Han har arbejdet både i København og Aalborg som kommunikationsrådgiver. Han er konservativ folketingskandidat i Hjørringkredsen. Hans familie kommer fra den lille landsby Rugholm mellem Tårs og Ugilt sydøst for Hjørring.

- Jeg har stadig ambition om at komme i Folketinget og det ved min nye arbejdsgiver, siger Daniel Rugholm.

Fokus for FN’s Fødevareprogram arbejde er at bekæmpe sult i hele verden.

- Jeg har selv besøgt humanitære projekter i både Indien, Thailand og Nepal, ligesom jeg har tilbragt flere måneder i Rwanda, hvor jeg var med til at starte og finansiere et skole- og sundhedsprojekt i en lille landsby, jeg besøgte. Nu kommer jeg så til at bruge mine professionelle kompetencer for disse mennesker på højeste politiske niveau. Det glæder jeg mig meget til, siger Daniel Rugholm.

FN’s Fødevareprogram har 15.000 medarbejdere, et årligt budget på omkring 50 milliarder kroner samt kontorer i Rom, New York, Bruxelles, København, Geneve og 75 andre byer.

Daniel Rugholm træder ud af Hjørring Byråd 1. oktober. Det er uafklaret, hvem hans afløser bliver.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst