Rulle klar til at gå som fiskeriformand

Aalborg 9. marts 2003 07:00

AALBORG: Alt tyder nu på, at næstformand i Danmarks Fiskeriforening, Thorkild Førby fra Hanstholm, afløser Bent Rulle, Læsø, som foreningens nye formand. Den overraskende melding kommer efter optræk til kampvalg om formandsposten og truende splittelse af foreningen i forbindelse med generalforsamlingen i Fiskeriforeningen 12. april. Det er en enig hovedbestyrelse, der har peget på Thorkild Førby som ny formand. Der var ellers lagt op til kampvalg om formandsposten mellem den nuværende formand, Bent Rulle, og Flemming Kristensen fra Thyborøn, men begge har lovet at trække deres kandidatur, hvis der ikke kommer modkandidater til Thorkild Førby, når fristen udløber onsdag. - Grunden til, at Thorkild Førby opstilles, er, at man ønsker at bilægge alle stridigheder og samle foreningen og så komme fremad i stedet for at debatere splittelse, siger Niels Wichmann, direktør i fiskeriforeningen. Bent Rulle mener bestemt, at valget af Thorkild Førby som ny formand vil skabe ro i fiskeriforeningen. - Samtlige i hovedbestyrelsen bakker jo op om Thorkild Førby, så de vil gøre sig selv helt til grin, hvis de går ud og giver ham og Danmarks Fiskeriforening den samme behandling, som de har givet mig, siger Bent Rulle. Hans håb er, at de to stridende fløje i foreningen vil kunne enes i tilpas lang tid til, at formændene på Vestkysten kan skiftes ud, da de efter hans mening er de egentlige urostiftere i Danmarks Fiskeriforening. - Fiskerne i lokalforeningerne i Esbjerg, Thyborøn og Hirtshals bør kigge meget nøje efter og se på, hvad det er for nogle formænd, de har, siger Bent Rulle. Han har været formand, siden Danmarks Fiskeriforening blev stiftet i 1994 med en sammenlægning af Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening. I den forløbne uge annoncerede lokalformanden i Thyborøn, Flemming Kristensen, sit modkandidatur til Bent Rulle og kritiserede bl.a. Rulle for at være for stejl og derfor miste indflydelse, når der forhandles med politikere og embedsmænd. Danmarks Fiskeriforening har i nogen tid ulmet af splittelse, og flere fiskere i store fartøjer - pelagiske fartøjer - har allerede meldt sig ud og stiftet egen forening. ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...