Rullende Campingkvinder på langtur

Kunstneren Marit Benthe Norheim, Mygdal, skal aflevere fem skulpturer til europæisk kulturhovedstad

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dino Drndar har sam­men med sin bror El­vir væ­ret fas­te as­si­sten­ter i fle­re år på in­stal­la­tio­nen Cam­ping­kvin­der. Cam­ping­vog­ne­ne er fuldt funk­tions­dyg­ti­ge.

Det bliver et syn for Guder, når den norskfødte kunstner Marit Benthe Norheim lørdag 3. maj fører en rullende skulpturel installation gennem det nordjyske landskab. Det er "Campingkvinder", som er på vej til bestemmelsesstedet: Stavanger i Norge, som er Europæisk Kulturhovedstad 2008. Campingkvinderne består af fem skulpturer, som er bygget over fem funktionsdygtige - og forstærkede - campingvogne. Derfor kan det lade sig gøre at fragte dem ad landevejen ved egen kraft. Det er en af idéerne bag installationen, at skulpturerne skal ankomme til Stavanger bag hver sin bil og at de senere skal kunne køres rundt efter behov. Campingkvinderne har rumsteret i Marit Benthe Norheims hoved lige siden 2005, da hun blev spurgt, om hun ville lave en skulptur til Stavanger. I tre år har hun arbejdet på projektet, og siden september 2006 har hendes to faste assistenter også arbejdet med hjemme i atelieret i Mygdal. Det er herfra turen skal gå 3. maj. Oprindeligt skulle skulpturerne blot køres få kilometer til havnen i Hirtshals. - Men fra 1. januar nedlagde man færgeruten, så nu skal vi køre de 170 km helt til Hanstholm for at sejle til Egersund, forklarer Marit Benthe Norheim, som tager den ekstra udfordring nogenlunde roligt. Turen skal foregå under politibeskyttelse med en hastighed af højst 30 km i timen. Der har været kamp om at blive chauffør på den specielle tur, der kræver tre overnatninger, før hele installationen 6. maj kan ankomme til Stavanger. En række kulturpersonligheder er med på turen. Én af chaufførerne er tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, som i dag er leder af designskolen i Kolding. Campingvognene er lavet så lette som overhovedet muligt. Sindal Smedje har først forstærket dem, og siden er skulpturerne bygget op af polyester og glasfiber, og først til sidst er der påført et tyndt lag epoxy-beton. Antallet med fem skulpturer er ikke tilfældigt valgt. - Fire er et par, fem er en flok, konstaterer Benthe Norheim. Derfor var hun også ked af, at man fra Stavangers side var nødt til af økonomiske årsager at skære ned til fire skulpturer. Man ville ikke købe Sirene alligevel. - Men nu har vi fundet en ordning, så Stavanger låner Sirene i et år mod at jeg til gengæld får en af de andre campingvogne med hjem, siger Benthe Norheim. Hver af de fem campingvogne har i lighed med mange andre af Marit Benthe Norheims skulpturer har indlagt speciallyd med musik af Geir Johnson.