Arbejdsløshed

Ruller tusindvis af kalendere

Beskyttet værksted i Aars står for produktionen af 10.000 julekalendere

Der bliver rullet og rullet på arbejdsbordet på Beskyttet værksted på Hjortkærsvej i Aars Men hænderne, der er i gang, ved, hvad de laver. Et stykke papir under en træpind. Med tre hurtige bevægelser er arket rullet omkring pinden. Papiret bliver holdt fast med den ene hånd, mens den anden fanger en papring, der kan fastlåse papiret i rullefaconen. Hurtigt bliver rullen smidt over i den gule kasse, mens der samtidig bliver lagt an til endnu en rulning. - Jeg ved ikke, hvor mange jeg har lavet i dag. Men det er mange, fortæller Birgitte Hansen, der er ansat på det beskyttede værksted i Aars. 250.000 ark skal rulles Og der er også brug for at der bliver rullet mange. For inden 1. december skal de mange ruller bruges til Nisseakademiets julekalender. Kalenderen indeholder 25 ruller. På hver rulle er der en opgave, som skal løses hver dag. Kalenderen bliver produceret på Beskyttet Værksted i Aars, der har sagt ja til at lave 10.000 af slagsen. - Det betyder, at der skal rulles 250.000 ark, påpeger Heine Kristensen, der er værkstedsassistent. Det er ham, der koordinerer og planlægger arbejdsgangen på værkstedet, der har i alt 21 ansatte. Seks af dem sidder og arbejder på højtryk for at få lavet julekalenderne færdige inden første december. På værkstedet står kasserne pakket og klar med de første forsendelser. Langs væggen står der 25 kasser - en for hver kalenderdag - med flere sammenrullede gåder til kalenderen, der bare venter på at blive samlet til en kalender, og der bliver stadig rullet flere til de mange kasser. Imens bliver der ved et andet bord foldet kasser og låg til de 10.000 kalendere. - Vi er nok cirka halvvejs, fortæller Heine Kristensen. Så der bliver rullet heftigt videre på arbejdsbordet: - Jeg synes, det er sjovt. Og nu sidder det efterhånden i fingrene, fortæller Birgitte Hansen, der også en gang imellem sidder og læser nogle af gåderne: - Men der er jo ikke tid til at sidde og løse dem alle sammen. Nogle af dem er lidt komplicerede, forklarer hun. Ordren på de mange kalendere kommer fra Nisseakademiet, som parret Bettina Grau og Ole Wolff fra Klokkerholm står bag: - Vi har længe haft en tradition med at give hinanden en ny gåde eller opgave i juledagene. Og så en dag var der en ven, der foreslog, at idéen skulle deles med hele Danmark, siger Ole Wolff, da han fortæller om hele idéen og kalenderens baggrund. Via fælles bekendte fandt parret frem til det beskyttede værksted i Aars, som de hurtigt kom frem til skulle være virksomheden, der skulle stå for selve produktionen af de mange kalendere - Jeg er simpelthen så glad for, at det er dem, der laver kalenderne. Det er virkelig god kvalitet, de laver. Og så bliver man altid så glad af at være på besøg hernede, fortæller Ole Wolff en dag, han er forbi værkstedet for at hente en ladning af kalender, der er klar til, at julemåneden går i gang. Og medarbejderne er også glade for, at det er dem, der har fået tjansen: - Det er fint at få lov til at lave noget andet end det, man plejer. Og så kommer man jo også lidt i julestemning af at være på arbejde, siger Birgitte Hansen, inden hun kaster sig over resten af dagens kalenderrulleri.