Rullesten for øjnene

En 19-årig pige har vundet en dyr tur til koncert i London. Hun glæder sig, selvom det ikke er med hendes yndlingsband

NØVLING:Susanne Jensen, 19 år, er på plads, når Rolling Stones giver koncert i morgen i London. Hun tager ikke derover for at høre Mick Jagger og de andre, men for se dem og fornemme dem. Susanne er født døv. Hun havde for et stykke tid siden udfyldt en konkurrencekupon - og glemt alt om den. Så en dag kom beskeden: Du har vundet en tre dages tur for to til den engelske hovedstad og til koncerten. Turen er 15.000 kr. værd, Susanne tager sin mor, Hanne Jensen med. Musik for øjnene Hun fortæller - via e-mail - om sit forhold til musik: - Jeg interesserer mig meget for musik. Jeg ser meget MTV og andre musik-videokanaler i tv som andre unge mennesker. - Når jeg ser musik i tv, er det selvfølgelig meget klipning af videoen, der gør det spændende. Specielle effekter, lys, dans og lignende. - Når jeg er til koncerter, er det rytmen i musik, jeg fornemmer via hele kroppen, og selvfølgelig det visuelle: sceneshowet, dans og lys og hele stemningen omkring mig, der gør det spændende. - Jeg har været til mange koncerter. Bl.a. har jeg flere gange været i København til koncerter med Backstreet Boys, som jeg var stor fan af. - Jeg synes, de er nogle smadder lækre fyre, hvilket selvfølgelig også spiller en stor rolle for mig, når det er det visuelle. der tæller. Jeg er jo ikke i stand til at høre, om musikken er god eller de synger godt. - Jeg læser meget om musik og følger med i nyhederne om den. Stones er gamle - I min tid på Aalborgskolen havde jeg en meget dygtig musiklærer, Claus Bang, der lærte os elever meget om musik og fornemmelse for rytme. Vi blev også trænet meget i selv at spille forskellige rytmiske instrumenter og bruge vores stemmer. - Jeg kender godt Rolling Stones, men er ikke som sådan fan af dem, de er nok lidt for gamle til mig. Men jeg er sikker på det bliver en fantastisk oplevelse alligevel. - Jeg har aldrig været i London før og glæder mig derfor også meget til at kigge på byen, specielt at gå på shopping i de mange gode tøjbutikker, der er. Min anden store hobby er nemlig at købe tøj. Susanne fra Nøvling går nu på VUC, hvor hun læser dansk og engelsk. Koncerten med "rullestenene" er i Wembley Arena. Der er plads til 10.000 publikummer. Billetter har længe været efterspurgt på internettet - til uhyrlige priser.