Rullet og forslået, men uden hjælp

2500 kr. fattigere i kontanter og minus Dankort, kørekort og mobiltelefon samt godt forslået. Sådan formede karnevalet sig for Christoffer Hviid, Aalborg, som følte, han ikke blev taget alvorligt af hverken arrangører eller politi, da han kom i nød under festen i Kildeparken lørdag.

- Kort sagt, så blev jeg tæsket og rullet, men fik ingen hjælp. Det var en bitter og ydmygende situation at stå over for betjente, som hellere ville grine ad én end hjælpe, fortæller han i en mail til NORDJYSKE. Henvist til stationen Han oplevede det, som om han blev henvist til at henvende sig på politistationen i Aalborg (velvidende at den var lukket, og der først var åbent igen mandag) bare for at slippe af med mig, fortæller han. Ifølge Aalborg Politi er det korrekt, at anmeldere af mistede genstande under karnevalet blev henvist til at møde op personligt på Politigården. - Det er ikke småting af telefoniske henvendelser, man får på en dag som denne, når mange får en tår over tørsten. Adskillige er ude af stand til at holde styr på nøgler, og hvad de ellers har med sig, lyder forklaringen fra politiet. Til almindelig orientering var anmelderkontoret på Politigården således åbent også i går, søndag, i tidsrummet kl. 7-20.