Rumæner testet positiv for coronavirus før håndbold-EM

De rumænske håndboldkvinder er ramt af coronavirus to dage før starten på håndbold-EM i Danmark.

Den rumænske stjernespiller Cristina Neagu er en af de spillere, der er rejst til Danmark for at spille EM i håndbold. Nu er rumænerne ramt af en positiv test. Spillerens navn er ikke offentliggjort.

Den rumænske stjernespiller Cristina Neagu er en af de spillere, der er rejst til Danmark for at spille EM i håndbold. Nu er rumænerne ramt af en positiv test. Spillerens navn er ikke offentliggjort.

KØBENHAVN:En rumænsk håndboldspiller er testet positiv for coronavirus ved ankomsten til håndbold-EM i Danmark.

Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag på sin hjemmeside.

Ingen af de øvrige spillere på det rumænske hold er testet positive, men de er alle blevet isoleret og skal testes igen tirsdag.

Det er det første kendte coronatilfælde på dansk grund i forbindelse med EM, som indledes torsdag.

EHF skriver, at Rumæniens landshold ankom til Danmark mandag aften, og det var kort efter indrejsen, at den unavngivne spiller blev testet positiv.

Testen blev foretaget, inden rumænerne indfandt sig i den såkaldte røde zone, som kan betragtes som en coronasikker boble.

Rumænien vil nu følge alle retningslinjerne i slutrundens coronaprotokoller. Det er derfor, at alle andre i rumænernes trup og stab for en sikkerheds skyld er isoleret.

Ud over nye test tirsdag skal alle i Rumæniens spillertrup og stab testes igen onsdag. EHF vil løbende orientere om sagen.

Rumænien er i EM-gruppe med Norge, Tyskland og Polen og skal spille sine kampe i Kolding.

Oprindeligt var Norge medvært sammen med Danmark. Men Norge trak sig som vært på grund af coronapandemien, og Danmark fik derefter værtsskabet alene.

Med hele slutrunden samlet i Danmark betyder det, at to af grupperne afvikles i Herning - blandt andet Danmarks, mens de to andre spilles i Kolding.

Herning og Kolding er værter for hver en mellemrunde efterfølgende, mens finaleweekenden afvikles i Herning.

Rumænien spiller den første kamp ved EM-slutrunden mod Tyskland torsdag klokken 18. Sammen aften spilles tre øvrige kampe.

Danmark spiller alle sine gruppekampe i Herning og skal i aktion fredag mod Slovenien i holdets første EM-kamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.