Rumænsk folkemusik i Sejlflod Kirke

Musik 3. september 2002 08:00

Tirsdag kan interesserede høre rumænsk folkemusik for panfløjte og orgel i Sejlflod Kirke. Det er en sjældent hørt kombination, men meget vellydende, eftersom de to instrumenter er i familie med hinanden. Panfløjten, der er mere end 2000 år gammel, siges at være opfundet af den græske halvgud Pan, og instrumentet har været benyttet over hele verden, i vore dage dog mest på Balkan og i Sydamerika. Med sin fløjterække er det en forløber for kirkeorglet, der er en fremragende partner. I Sejlflod Kirke skal Roar Engelberg på fløjte og Dan Frunza på orgel akkompagnere hinanden, og de optræder med original folkemusik bestående af sange, danse og sørgmodige ballader - også kaldet doina'er - som er det tætteste, man kommer på en europæisk blues. Dens iørenfaldenhed skyldes de "nye" skalaer, skæve rytmer og improviserede soli. Musikken er for det meste ikke blevet nedskrevet, men har overlevet gennem øre-til-øre traditionen og er sommetider blevet indspillet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...