Rumænsk popprinsesse i svøb

BLOKHUS:16-årige Anca Pircalabu eller Anca som hun kaldes på Beach Bowl, hvor hun nærmest er blevet stedets maskot, er godt på vej til et gennembrud indenfor dansk popmusik. For nylig sang hun for 800 mennesker i København før premieren på den nye danske ungdomsfilm ”Tæl Til 100”, hvor Anca synger en af sangene på soundtracket til filmen. Sangen hedder ”You’re the one”, og det var netop denne sang, hun fremførte i København før filmen havde premiere. - Der var flere, der havde lagt bud ind på sangen, men de valgte min, lyder det uden skyggen af praleri fra Ancas side, selvom der var kendte navne iblandt de piger, der havde givet deres version af ”You’re the one”. Denne signatur har lyttet til singlen, og med fare for at drage forhastede konklusioner, så minder Ancas stil og sang som Maria Montell, der tidligere var inde i varmen hos Kronprins Frederik. Det er da heller ud af den blå luft, at Anca pludselig står foran et gennembrud herhjemme. Faktisk har hun allerede prøvet det i hjemlandet Rumænien. Nu glæder hun sig til at få sit første album færdig, hvilket efter planen skulle være til august. - I øjeblikket tænker jeg ikke så meget på fremtiden. Jeg fokuserer meget på albummet, og så ser vi, hvad der sker, siger Anca, da hun bliver spurgt om sine drømme og ambitioner. Hun er meget bevidst om ikke at puste sig op rent pr-mæssigt. Tværtimod er hun ret Jantelovsagtig i sin facon. Ikke de store armbevægelser eller de store ord, selvom hun i så ung en alder har ligget nummer 1 på en musikvideo-hitliste i Rumænien og ser ud til at slå igennem i hendes nye hjemland. Og da hendes ”far”, Jørgen Hansen, centerleder på Beach Bowl, fortæller, at hun netop har fået 13 i en kemi-opgave på Hasseris Gymnasium, hvor hun går på en international linje, er hun nærmest flov. Måske er Janteloven ikke kun forbeholdt os danskere!? Anca har boet i Danmark siden sommeren 03’. Hun er glad for at bo her, men savner naturligvis sin mor og sine venner i fødebyen Lugoj, der ligger fem timers kørsel fra Bukarest. Hun vil både afslutte sin uddannelse på Hasseris Gymnasium og få en sangkarriere, men hvis man spørger hende, hvad der er vigtigst er hun ikke i tvivl. - Karrieren kommer først, svarer hun bestemt. Måske er Janteloven forbeholdt danskerne...