Udland

Rumænsk regeringsleder går af efter dødsbrand på natklub

Kritik og demonstrationer efter brand på natklub får den rumænske premierminister, Victor Ponta, til at gå af.

Den rumænske premierminister, Victor Ponta, træder tilbage oven på massive protester, efter at en brand fredag i sidste uge dræbte 32 på en natklub i landets hovedstad Bukarest. Det oplyser lederen af Pontas parti ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der har siden branden været folkelige protester, der har krævet regeringens afgang. De får nu deres vilje, oplyser Liviu Dragnea, der er leder af regeringspartiet Socialdemokraterne i Rumænien.

- Victor Ponta opgiver sit mandat. En eller anden må tage ansvaret for, hvad der er sket. Det er en seriøs sag, og vi lover en hurtig løsning på situationen, siger Liviu Dragnea til journalister i det rumænske parlament.

- I har måske lagt mærke til de tusindvis af mennesker i går aftes, og hvad de krævede, siger han med henvisning til de demonstrationer, der har været siden branden.

Efterforskningen efter branden har vist, at visse sikkerhedsforanstaltninger ikke blev overholdt på natklubben. Det kostede 32 livet og efterlod næsten 200 sårede.

Demonstranter har siden krævet regeringens afgang, fordi de mener, at korruption er skyld i, at natklubben på trods af overtrædelserne havde de nødvendige tilladelser til at afvikle et show med indendørs fyrværkeri.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.