Rumænske antidopingledere skjulte positive prøver

I mindst to tilfælde har ledere på et suspenderet laboratorium i Bukarest skjult positive dopingprøver.

Ritzau
Det Internationale Antidopingagentur arbejder under mottoet "sig nej til doping". Foto: Denis Balibouse/Reuters
Doping 1. november 2018 17:13

To ledere på et suspenderet antidopinglaboratorium i Bukarest er blevet frataget deres hverv, efter at de har været med til i mindst to tilfælde at skjule positive dopingprøver.

Det oplyser Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Det rumænske laboratorium blev i november sidste år suspenderet af Wada for ikke at overholde reglerne, og en stor undersøgelse har nu vist, at der var belæg for at suspendere laboratoriet.

Det siger Günter Younger, der er Wadas direktør for efterretninger og undersøgelser, til Reuters.

- Vi startede efterforskningen ved at kigge på intern e-mail-kommunikation og interviewede folk. Vi kunne konstatere, at mindst to dopingprøver var blevet skjult.

- Vi kunne også konstatere, at laboratoriets direktør og vicedirektør var involveret i at skjule dopingprøverne, siger Günter Yonger.

Han tilføjer, at der ikke kunne findes en klar motivation for, at direktøren og vicedirektøren skulle have skjult dopingprøverne, hvilket tolkes som et udtryk for, at de parerede ordre fra personer højere oppe i systemet.

Undersøgelsen af laboratoriet i Bukarest pågår stadig og eksterne efterforskere er nu også involveret i sagen.

- Vi er overbeviste om, at vi ved årets udgang er kommet frem til et resultat, som vi først vil orientere Rumæniens regering om, og så vil vi se, hvordan regeringen reagerer.

- Der er minimum en person mere, som er involveret, siger Günter Yonger.

Wada har i de seneste tre år haft stor fokus på Rusland, hvor man fandt beviser for, at der fandtes et statskontrolleret dopingprogram. Russerne udbyttede blandt andet potentielt positive dopingprøver med rene dopingprøver.

Ligesom i tilfældet med Rusland er det en whistleblower, som har bragt Wada på sporet i sagen i Rumænien.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...