Rummelig tank til rent drikkevand

Bonderup 11. september 2002 08:00

BEJSTRUP: Et stort hul i jorden ved Bejstrupvej nær Aggersund er for øjeblikket ved at blive forsynet med noget, der mest af alt ligner en halvt nedgravet gyllebeholder. Det er det absolut ikke, selv om elementerne er af samme slags. Det er den nye vandtank til Aggersund Vandværk, som Han Herreds VVS er i fuld gang med at færdiggøre, efter at arbejdet med at anlægge 12 km pumpeledning fra Bonderup til Aggersund er tilendebragt. Aggersund Vandværk flyttes en lille kilometer i forhold til den nuværende placering. Den gamle boring lukkes, og i stedet hentes vandet fra det nye Bonderup Råvandselskab, der både skal forsyne Bonderup, Trekorner og Aggersundområdet med førsteklasses drikkevand fra området syd for Tingskoven. Reservoiret i jorden er tre meter i højden og 12,5 meter i diameter, og det kommer til at rumme en buffer på 1315 m3 vand, oplyser Per B. Laustsen fra Han Herreds VVS, der har den samlede entreprise til anlægsarbejdet. - Det kan holde forbrugerne forsynet med drikkevand i to et halvt døgn, hvis der skulle opstå et problem med forsyningen fra Bonderup, fortæller han. Tanken skal dækkes med et plastlåg med en inspektionsluge, når støbningen er tør nok. Det vil efter planen ske om en uges tid. Bejstrup Maskinstation og murerfirmaet Jens Jepsen står for henholdsvis gravearbejdet og murerarbejdet, og alt skal være færdigt 1. november, for at Aggersund Vandværk kan få udbetalt et tilskud fra Vandfonden på 743.000 kr.. Den klækkelige sum får man til en ny vandforsyning, fordi den gamle boring var forurenet af sprøjtegifte. Aggersund Vandværk var blandt de heldige, der nåede at få tilskud, inden Vandfonden blev nedlagt af regeringen. - Og vi bliver færdige til tiden, lover Per B. Laustsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...