Rumturist på rumstation

MOSKVA:Den russiske rumkapsel, hvor turisten Richard Garriott er om bord, er koblet til Den Internationale Rumstation (ISS). Amerikaneren Richard Garriott nåede i dag målet for sin rumrejse. Han har købt sig en plads i det russiske Sojus TMA-13 rumfartøj, der i søndags blev opsendt, og nu er fartøjet koblet sammen med Den Internationale Rumstation (ISS), der er i permanent kredsløb om Jorden. Med i fartøjet, der lagde til ved ISS kl. 10.26 dansk tid, er også en amerikansk astronaut og en russisk kosmonaut. Rigmanden Garriott har tjent sine penge på at udvikle videospil. Han har betalt 35 millioner dollar (192 millioner kroner) for den efter planen 10 dage lange rumfærd./ritzau/