Rumvæsner og orker på biblioteket

Warhammer-værksted bød på voldsom krig og figurmaling

HADSUND:Grønne og blodtørstige orker, magiske og elegante elvere samt sære rumvæsener. Hadsund Børnebibliotek inviterede i går på Warhammer-værksted. I alt mødte 25 børn op for at lære om figurspillets regler og for selv at få lov til at male de små figurer. - Det er mit yndlingslegetøj. Jeg kan godt lide at male dem, men jeg ved ikke, hvordan man spiller, fortæller 9-årige Rasmus Jessen. Og netop derfor var Steffen Kanstru på besøg. Han har spillet Warhammer i syv år, og skulle hjælpe børnene med spillets regler. En svær start Børnene deler sig hurtigt op. En gruppe griber penslerne og begynder at male, mens andre foretrækker spillebordet. 10-årige Esben Gade Petersen er én af de første, der får lov til at gå i krig. Krigen står mellem orker og mennesker. -Men jeg aner ikke, hvad terningerne skal bruges til. Skal jeg skyde med dem? Det er altså svært, siger han og får hjælp af Steffen Kanstrup. - Der er to tropper, og I skal så gå i krig mod hinanden. Den der først får udryddet det andet hold har vundet, fortæller Steffen Kanstrup. Ikke rigtig for piger Det er vold, det er våben, og det er tydeligvis en drengeleg. Der er da også kun to piger, der har bestemt sig for at besøge biblioteket. - Jeg kom, fordi jeg godt kan lide at male de her figurer. Jeg vidste faktisk slet ikke, at man kunne spille, siger Anne Sophie May Larsen. Det var en god idé "Du er skudt". "Nu dør du". "Angrib". Drengene lever sig hurtigt ind i spillets verden. Men 10-årige Ruben Sauer holder tungen lige i munden, hans figur skal først laves færdig. - Det kan være min figur kunne hedde Kurt, men den ser godt nok ond ud, griner han og fortæller, at han skal være her hele dagen. - Jeg skal bare lære det.