Rund by sikret i 20-30 år

Støvring skal udbygges med op til 1200 nye boliger i Støvring Ådale

Asbjørn With
Fra det højeste punkt på kommunens nye besiddelser er der god udsigt over det meste af Støvring Ådalefoto: Ajs Nielsen
Lokalpolitik 10. oktober 2006 06:00

STØVRING: Et ny udstykningsprojekt øst for jernbanen i Støvring skal fremtidssikre byen i de kommende 20 til 30 år. - De seneste otte til 10 år har folk i Støvring oplevet, at byen er blevet ret tæt. Det er svært at gøre mere i midtbyen, men der er stadig mange, som gerne vil bo i Støvring, siger borgmester Anny Winther (V) som begrundelse for den massive udvidelse af byen på den anden side af jernbanen. Her er kommunen gået i gang med at opkøbe jord. Rigtig meget jord i de såkaldte Støvring Ådale. Her skal bygges offentlige institutioner, som for eksempel boliger til demente, og private boliger. Med det nylige køb af en stor del af jorden på den anden side af banen for 20 millioner kroner, er første etape godt i gang. Nye rundkørsler - Det vigtigste har været at få købt noget af den jord, der ligger helt op af jernbanen, så vi kan komme i gang med at lave den meget vigtige infrastruktur til og fra området, siger Anny Winther. Der bliver blandt andet tale om en rundkørsel ved Shell på Hobrovej. Herfra skal en vej skabe forbindelse mellem den nyværende by og den fremtidige nye del. Der er flere årsager til, at det naturskønne område har tiltrukket sig politikernes opmærksomhed. - For det første gør det byen mere rund, og sikrer at flere får let og direkte adgang til butikkerne i bymidten, siger Anny Winther. En anden årsag er, at udvidelsen af Støvring mod syd vanskeliggøres af de vandindvindingsområder, der findes her. - Vi vil stadig udvide mod syd, men på den korte bane vil udstykningen i ådalene dække behovet for nybygninger, i de kommende 20 til 30 år, siger Anny Winther. Planerne for området, der også giver plads for et rekreativt område, der hvor Mastrup Bæk løber igennem en række småsøer, er godkendt i både Støvring Byråd og i sammenlægningsudvalget for Rebild Kommune.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...